Nødstedt marsvin stak af
Torsdag d. 04-02-2010 kl. 14:30
Det marsvin, som over flere dage er blevet observeret i en våge ved Virksund, stak torsdag over middag af, da tre forskere fra Danmarks Miljøundersøgelser i Roskilde kom til for at undsætte marsvinet.

Der er grødis i vågen, og grødis kan kan hurtigt fryse til. Det kunne koste marsvinet livet, idet det ville drukne, hvis ikke det kunne finde en anden våge, hvor det kunne komme op og få luft.

Nu ér marsvinet måske druknet. Da forskerne satte en gummibåd og et garn i vågen, forsvandt marsvinet. Og efter en halv times tid trak forskerne garnet op.

Så meget for så lidt, lød en kommentar til en af forskerne, Susi Edrén, efter den mislykkede mission fra Roskilde til Virksund for at redde marsvinet.

- Når man arbejder med Moder Natur, er det det, der kan ske, sagde hun.

Susi Edrén oplyste, at marsvinet så medtaget ud.

Nærmeste våge til den, marsvinet stak af fra, er større, men den er meget lavvandet, og et marsvin skal have noget vand for at trives.

Noget tyder på, at marsvinet kan have opholdt sig i længere tid i Virksund. Dykkere fra Skive Dyk observerede i hvert fald for en måneds tid siden et marsvin i farvandet.
Læs mere i Skive Folkeblad
Bestil abonnement her
Skive Folkeblad | Gemsevej 7-9 |7800 Skive | Tlf. 97 51 34 11
E-mail: Annonce@skivefolkeblad.dk | Redaktion@skivefolkeblad.dk | Abonnement@skivefolkeblad.dk