Søndag d. 07-02-2010 kl. 13:48
Et hus i Kirke Eskilstrup er udbrændt ved en eksplosionsagtig brand. To unge mennesker redder mirakuløst livet.
To unge mennesker redder med nød og næppe livet, da et hus i Kirke Eskildstrup syd for Holbæk søndag morgen nedbrænder. Manden og kvinden og deres hund når netop at redde sig ud af huset, inden hele underetagen bliver antændt af en røggaseksplosion.
Ifølge vagtchefen hos Midt- og Vestsjællands Politi var de to mennesker sekunder fra at blive flammernes bytte.
Det er et avisbud, der ved 5-tiden søndag morgen ser røg hen over Kirke Eskilstrup og ved nærmere eftersyn ser, at røgen kommer fra et hus på Borgergade. Han tilkalder brandvæsnet og går hen til huset for at se, om der er nogen hjemme.
I samme øjeblik hopper en ung mand ud af et vindue, og kort tid efter kommer en pige ud af døren med hunden. Sekunder efter antændes hele husets underetage af en røggaseksplosion.
Huset udbrænder, og parret kommer på sygehuset til observation for røgforgiftning.
Branden brød tilsyneladende ud omkring husets fyr, der muligvis har været defekt, oplyser vagtchefen. |
| /ritzau/ |