Politikere fortsat i 70'erne
Fredag d. 05-03-2010 kl. 11:45
I 1970 erne talte man om Anker Jørgensen økonomi, hvor landet blev gældsat mere og mere og med kommende større og større byrder for samfundet til følge. Samtidig taltes om sovjetrussisk planlægning, der ofte omtaltes og omtales som et skrækeksempel på, hvorledes en stat udarbejdede femårsplaner, der blev fulgt til punkt og prikke uanset omgivelsernes ændring.

Region Midtjylland befinder sig på dette stade, ja regering og folketing ligeså. Uagtet, at landet og regionen oparbejder en større og større gældsbyrde, vil man for alt i verden bygge nye store monumentale sygehusbygninger for milliardbeløb.

Regeringen vil uddele et halvt hundrede milliarder kroner til nyt sygehusbyggeri, selvom der årligt skal findes besparelser på minimum 25 milliarder kroner. Statskassen mangler i øjeblikket op mod 100 milliarder kroner. Alligevel "skal" der bygges nyt, og samtidig skal der spares milliardbeløb på undersøgelse og behandling af patienter.

Det er dagens Danmark = uansvarlig ledelse.

Regionsrådet for Midtjylland hælder stadig - næsten et halvt århundrede efter - til Anker Jørgensen økonomien, hvor der lånes til overforbruget og til renter og afdrag af lån. Regionen skal nu yderligere låne 1,5 milliarder kroner, således at gælden når op på 6,5 milliarder kroner.

I perioden 2010-2020 forventer regionsrådet at investere 20 milliarder i nyt sygehusbyggeri. Heraf "forventes" staten at bidrage med 13 milliarder. Tilbage er der 7 milliarder til regionen, der med den kendte budgetmetode for regionen minimum løber op i over 10 milliarder.

Samlet vil regionen således i 2020 have oparbejdet en gæld på omkring 17 milliarder. Hertil kommer kendte og forventelige årlige overskridelser på driften. I alt en gæld på 20 milliarder i 2020.

Renter og afdrag på gælden kan for perioden skønsmæssigt opgøres til gennemsnitligt over en milliard årligt, der skal tages fra sygehusdriften - altså en milliard mindre til undersøgelser og behandling.

Kan vi komme til at stå med monumenter uden penge til at udnytte det nye? Tidligere er oplevet dette skrækscenarie, hvor nybyggede etager på Herlev Hospital stod tomme i flere år på grund af en trængt økonomi.

Regeringen (og Folketinget) arbejder - selv om man herfra burde vise et godt eksempel - også videre med planer om opbygning af sygehuspaladser - uden penge = Sovjetrussisk planlægning. Hverken politikere på landsplan eller regionalt har i så henseende villet erkende, at verden har forandret sig.

Økonomien i Danmark har jo ændret sig i en sådan grad, at der nu skal spares 25 milliarder om året, men alligevel vil der samlet set - i hvert fald indtil videre - skulle investeres minimum 75 milliarder i "politiker-mausoleer".

Vil det ikke være bedre for befolkningen, at der bruges lidt mere på sygehusdriften og noget mindre på eftermæler?

I givet fald må vi gøre oprør mod, at fremtiden er ved at blive overhalet af fortiden.



Poul A. Christensen

regionsrådsmedlem,

Fælleslisten

Johan Skjoldborgsvej 11

7500 Holstebro
Mere debat i Skive Folkeblad
Bestil abonnement her
Skive Folkeblad | Gemsevej 7-9 |7800 Skive | Tlf. 97 51 34 11
E-mail: Annonce@skivefolkeblad.dk | Redaktion@skivefolkeblad.dk | Abonnement@skivefolkeblad.dk