Fredag d. 29-07-2011 kl. 11:45
Kommentar af
Tage Leegaard,
fødevareordfører for Det
Konservative Folkeparti,
og Selina Juul, stifter af
forbrugerbevægelsen
Stop Spild Af Mad
I kampen mod det overforbrug af vores ressourcer, som madspild udgør, er det allervigtigste element forebyggelsesstadiet med en bedre proces fra jord til bord: bedre samarbejde mellem avler og aftager, bedre lagerstyring, bedre logistik og mere håndterlige kvanta, hvor forbrugeren ikke lokkes til at købe mere, end der er behov for.
Men biogas fortjener større opmærksomhed i debatten om madspild. For selvom biogas jo ikke hindrer overproduktion af mad, vil det afhjælpe en del af værdispildet. Men desværre er området plaget af en udbredt misforståelse: at det kræver god, spiselig mad som brændsel og derfor er uetisk. Men det skal naturligvis være sådan, at kun fordærvede fødevarer anvendes. Vi bakker på den baggrund fuldstændig op om en ny vurdering af potentialet i udnyttelsen af organisk affald fra produktion og detailhandel til biogas i lyset af Energistrategi 2050, eventuelt ved en ændring af afgiftsstrukturen på området.
Ved at øge udbuddet af organisk materiale kan man forbedre den samlede økonomi i biogasproduktionen og dermed også muligheden for at nå regeringens målsætning om, at halvdelen af husdyrgødningen skal udnyttes til energi. Og ved fortsat at udvikle enzymer som en metode til at skille det organiske husholdningsaffald fra resten, som for eksempel Dong har gjort det på Amagerforbrændingen, så kommer vi også uden om de generende parallelindsamlingssystemer. |