Fans til Whitney: We will always love you
Lørdag d. 18-02-2012 kl. 23:43
Fans og venner siger farvel til Whitney Houston og synger "We will always love you".
Med munterhed, bevægelse og sorg sagde fans, venner, familie og kolleger lørdag farvel til stemmen over dem alle - Whitney Houston - ved en ceremoni i hendes hjemby Newark.

I en gylden ligvogn ankom hendes kiste til New Hope Baptist Church, hvor 1500 indbudte deltog i en knap fire timer lang mindehøjtidelighed.

Uden for kirken stod sørgende fans med blomster og balloner. Nogle var iført t-shirts med billeder af sangikonet, andre bar et banner med teksten: "We will always love you, Whitney". En let omskrivning af på hendes nok mest kendte sang.

- Dette er en historisk dag for mig. Jeg ønsker bare at være så tæt på hende som muligt, sagde Tamecca Melvin, en fan fra Jersey City.

Whitney Houston døde for en uge siden på et hotel i Beverly Hills i en alder af 48 år. Selv om narko eller en overdosis medicin er under mistanke for at have spillet en rolle, er der endnu ikke nogen officiel forklaring på hendes død.

Blandt gæsterne var borgerretsforkæmperen Jesse Jackson, sangerne Stevie Wonder og Alicia Keys, og skuespilleren Kevin Costner, der spillede sammen med Houston i filmen "The Bodyguard".

Hendes kusine, sangeren Dionne Warwick, bandt ceremonien sammen og introducerede talerne.

Houstons tidligere mand, Bobby Brown, deltog også under en del af mindehøjtideligheden. Deres stormfulde ægteskab endte i skilsmisse i 2007.

- Nu tager du af sted, Whitney, eskorteret af en hær af engle til din himmelske fader. Og når du synger for ham, så vær ikke i tvivl: Du er god nok, sagde Kevin Costner, der berettede indtrængende om en superstjerne, der altid var i tvivl om, hvorvidt hun slog til.

Newarks borgmester, Cory Booker, slog tonen an som den første taler.

- Vi er her for at sørge over vort tab - og fejre hendes liv. Gud er paradis, og hos ham er en af vore engle, Whitney Houston, sagde Cory Booker.

Whitney Houston begraves søndag ved siden af sin far John Russel Houston på Fairview kirkegård i Westfield.

Mindehøjtideligheden blev afsluttet med en afspilning af hendes største hit "I will always love you", mens kisten blev båret ud af kirken.

/ritzau/AFP

Søg på SkiveFolkeblad.dk

Loading
Annonce:

Spørg om løb

Læs avisen online

Tid & sted

find job i samarbejde med Ofir.dk

Skive Folkeblad | Gemsevej 7-9 |7800 Skive | Tlf. 97 51 34 11
E-mail: Annonce@skivefolkeblad.dk | Redaktion@skivefolkeblad.dk | Abonnement@skivefolkeblad.dk