Onsdag d. 22-02-2012 kl. 17:00
Et nyt netværk for akademikere på Skiveegnen holdt i går aftes sit første møde i Landbo Limfjords lokaler, og netværket kom over al forventning fra start.
- Cirka 30 mødte op, og alle bød ind med noget, så det tegner rigtig godt, lyder det fra en af initiativtagerne til netværket, Anne Christensen, Skive.
Netværket skal give akademikere mulighed for at skabe et fagligt netværk, som medlemmerne kender det fra deres respektive studiebyer. Medlemmerne vil på møderne og i mindre grupper tage en række emner op og lære af hinandens faglighed.
- Har man for eksempel behov for at tale med andre lidelsesfæller om sin dumme chef, så er der også mulighed for at gøre det, siger Anne Christensen, der til daglig arbejder for Nordvestjysk Erhvervsråd i Holstebro. |