Det er snart sandhedens time for mig og for øvrigt også for alle jer, kære medborgere i Skive, Roslev, Breum, Durup, Sundsøre, Spøttrup, Jebjerg, Glyngøre og Fur. Ja, alle i vores omegn, som hører under regionshospitalet Viborg i tilfælde af akut opstået sygdom eller ulykke.
På regionsrådsmødet den 25. april fortæller Bent Hansen, at Region Midtjylland nu har ni lægebemandede akutbiler og fire akutbiler døgnbemandet med narkosesygeplejersker. Det er næsten korrekt, men IKKE i Skive, som kun har en narkosesygeplejerske fra kl. 08.00 til kl. 16.00. Regionsrådet håber måske, at borgerne i Skive og omegn snorksover, mens de »lader som om«, at alle har en døgnbemandet narkosesygeplejerske-akutbil?
Jeg ånder lettet op, da Bente Nielsen fra SF fortæller, at det var en midlertidig aftale i Skive, at der kun var en narkosesygeplejerske til kl. 16.00, indtil regionshospitalet Viborg kunne stille med en døgnbemandet akutbil. »Det kan de nu!« siger hun med klar forventning om, at den aftale bør overholdes.
Ærlig talt så er det da helt forkasteligt, hvis resten af regionsrådet tror, at vi ikke er bevidste om, at der er langt fra f.eks. Fur til regionshospitalet Viborg. Vi er lige så sårbare med hensyn til afstanden til et sygehus som de områder, hvor de har en døgnbemandet narkosesygeplejerske-akutbil.
Borgerne fortjener efter min opfattelse et kvalitetsløft således, at narkosesygeplejersken også er at finde på akutbilen efter kl. 16.00. Det, som i 2009 blev vurderet til at være den bedst mulige løsning for os borgere i Skive og omegn, med langt til regionshospitalet Viborg.
Regionsrådsmedlem Laila Munk Sørensen (S) siger, at »vi er godt tilfredse med den ordning, vi har i Skive«. Hvem er »vi«? Er det borgerne? Jeg er bestemt ikke tilfreds med den næstbedste løsning og da slet ikke, når vi efter regionsrådsmødet kan konkludere, at vi nu er de eneste i Region Midtjylland, som ikke har en døgnbemandet narkosesygeplejerske-akutbil.
Så når regionsrådet i maj holder statusmøde om akutbilen i Skive, så håber jeg, at de er enige om, at vi borgere skal ligestilles med de øvrige tre akutbiler, som er døgnbemandet med en narkosesygeplejerske.
I nærmeste fremtid skal aftalen for akutbilen i Skive forhandles på plads, og det er mit håb, at I borgere ønsker den bedst mulige behandling, hvis akut opstået sygdom eller ulykke skulle ske for jer eller jeres nærmeste.
For at kommentere artiklen skal du enten være oprettet som bruger eller kommentere ved hjælp af din profil på Facebook, Google eller Twitter.
Første gang, du kommenterer, vil du blive bedt om at verificere din e-mailadresse. Først herefter bliver din kommentar synlig. comments powered by Disqus