Søndag d. 03-06-2012 kl. 16:19
Først til oktober kommer der efter plan igen tog til Skive. I øjeblikket er spor og skinner på strækningen mellem Skive og Viborg ved at blive fornyet og renoveret, og der går i stedet busser via Skive, Højslev og Stoholm til Viborg. Men allerede fra den 23. juni er det hele strækningen fra Skive til Langå, der bliver spærret for togkørsel.
Senere på sommeren er det hele strækningen Struer-Langå, og endelig fra den 13. august kommer arbejdet til at foregå mellem Struer og Skive. Først fra den 1. oktober bliver togdriften igen normal.
I alt sker der en stor fornyelse på den 100 kilometer lange strækning mellem Struer og Langå. For eksempel skal 70 procent af samtlige skinner skiftes helt, og det betyder, at skinner på store strækninger fjernes helt, og der i stedet lægges helt nye. Nogle steder er skinnerne så slidte, at togene har måttet køre med nedsat fart.
Et af de steder, hvor skinnerne allerede nu er fjernet helt, er ved Stoholm Station. Her skal der altså helt nye skinner til.
I Arriva lover man, at køreplanen bliver »mere robust«, når banen er fornyet på den 100 kilometer lange strækning. Banestyrelsen i København står bag det store projekt, hvor der også er oprettet »skurbyer« i blandt andet Viborg og Struer, som huser materialer og de mange arbejdere, der udfører arbejdet. Skive bliver derimod ikke berørt og får dermed heller ikke de indtægter, der kunne følge med.
Området ved den gamle godsbane kan dog blive brugt som depot for nogle materialer. |
|