Mandag d. 04-06-2012 kl. 09:35
Det forhold, at fodboldens 1. division i 2012/13 er beskåret til 12 hold og at der dermed er færre klubber til at dele tv-pengene, redder ikke økonomien i Skive IK.
- Vi er en klub, der har styr på økonomien, men vi er absolut ikke »rige«. Og kravene bliver skærpet i en ny 1. division, hvor vel måske halvdelen af vore kommende modstandere vil være fuldtidsprofessionelle, siger sportschef Jesper Larsen.
- Når vi skal op og spille 33 tællende turneringskampe samt pokalopgør, så stiller vi ekstra krav til spillerne, og de vil naturligvis honoreres i det omfang, at de kan og skal arbejde mindre civilt.
- I det lys må vi også forvarsle for by og egn, at det ikke bliver billigere, hvis vi ønsker at være med på dette niveau, hvilket vi naturligvis håber, at man vil bakke op om, siger Jesper Larsen.
- Vi er altid på jagt efter mere økonomi, og den opgave bliver ikke mindre til den ny sæson - og selv om vi magter at øge vore rammer, så vil vi fortsat være en af de små økonomier i 1. division, slår sportschefen fast.
I den ny 1. division vil de to klubber, der ender som nr. 11 og 12 bliver sorteper, og vil blive afløst af hhv. vinderen af 2. division vest og 2. division øst. |