Onsdag d. 06-06-2012 kl. 21:00
Det kan minde om politisk retorik, når Viborg-borgmester Søren Pape lufter, at Viborg Byråd kan komme til at lukke geotermi-projektet ved Kvols før tid.
Det vurderer Lars Yde, direktør for Skive Geotermi.
- Jeg er næsten drønsikker på, at Viborg Byråd ikke lukker projektet ned før tid. Gør byrådet det, vil det svare til at smide 150 millioner kroner ned i undergrunden til ingen nytte. Stopper byrådet projektet i utide, kommer der næppe nogen forsikring til udbetaling, siger Lars Yde.
Folkene i Kvols er formentlig tæt på det lag, der forhåbentlig rummer et lag af varmt vand, der kan hentes op og veksles til fjernvarme. Når man laget, og viser det sig, at det ikke kan bruges, kan forsikring komme til udbetaling.
Skive Geotermi har endnu ikke besluttet at iværksætte en boring efter varmt vand i undergrunden i nærheden af Rødding. Forløbet i Kvols følges med stor opmærksomhed i Skive.
Boringen ved Rødding vil ikke blive så kompliceret som den i Kvols. I Kvols borer man skråt ned - en teknik, man ifølge Skive Folkeblads oplysninger ikke har så store erfaringer med, når det gælder jordlag som lagene under Kvols.
Ved Rødding skal der bores lodret ned i undergrunden - og man har været i laget et par kilometer nede før - da man i slutningen af 70’erne borede efter olie og vandt varmt vand i stedet. |