Onsdag d. 06-06-2012 kl. 11:37
Salling Efterskole reducerer antallet af medarbejdere med fire lærere og en pedel.
Det sker som en konsekvens af, at den lokale efterskole med adresse i Jebjerg for første gang i mange år mangler elever. Ventelisten for at komme på skolebænken i Jebjerg er tom. Og det er en helt anden situation, end skolen har været vant til.
- Tidligere har vi haft fyldt halvandet til to år frem i tiden, og det har vi ikke nu, konstaterer forstander Leif Lundsgaard.
Et revideret budget har betydet nye toner i Jebjerg, hvor Leif Lundsgaard understreger, at efterskolen på landsplan ikke er den eneste, der i øjeblikket er ramt.
- Det gør det ikke mere lykkeligt, siger Leif Lundsgaard.
Leif Lundsgaard har været på skolen i Jebjerg i 28 år, hvoraf han de seneste 13 har været ansat som forstander, og han erindrer ingen lignende situation:
- De seneste 13 år har vi ikke haft sådan en situation. Det er første gang, vi ikke har nogen på venteliste, erkender Leif Lundsgaard.
Ifølge Efterskoleforeningen lyder der forskellige meldinger fra landets efterskoler. Nogle skoler har så høj en søgning, at det er nødvendigt at udvide kapaciteten. Andre melder om et fald, især når det gælder elevtallet for næste års 9. klasser. |