Torsdag d. 14-06-2012 kl. 08:27
Viceskoleinspektør Ole Priess, Balling, er blevet valgt som Socialdemokraternes bud på Skive Kommunes næste borgmester.
En urafstemning blandt Socialdemokraternes medlemmer i Skive Kommune afgjorde sagen. Ud over Ole Priess kunne medlemmerne stemme på daginstitutionsleder Ruth Christensen, Skive.
Ole Priess blev valgt med 66,5 procent af stemmerne.
- Det har været et godt og positivt valg efter de bedste demokratiske principper, hvor et stort antal af partiets medlemmer har afgivet deres stemme. Vi, i kredsbestyrelsen, vil gerne ønske Ole tillykke med valget og vi er glade for, at medlemmerne har talt så klart og tydeligt. Vi ser frem til et godt samarbejde i tiden, der kommer, udtaler Claus Kjeldsen, formand for Socialdemokraterne i Skive Kommune.
Om det lykkes Ole Priess at blive borgmester afgøres den 19. november næste år, når det næste kommunalvalg afvikles. |