Torsdag d. 14-06-2012 kl. 11:34
Det kan godt være, fodboldspillerne i øjeblikket klager over, der er lidt varmt i Ukraine.
Men det er intet imod, hvad Morten Kjærsgaard fra Mønsted i de danske nattetimer oplevede på førstedagen af Race Across America (RAAM)
Den 50-årige ekstremcyklist har sat sig for at cykle tværs over USA i det, der kaldes verdens hårdeste cykelløb - knap 5000 km, som skal klares på højest 12 dage og levner meget lidt tid til andet end at sidde på cyklen. Søvn er sekundært eller endnu længere nede på listen.
Morten Kjærsgaard startede klokken 21.41 dansk tid - eller 12.41 californisk tid onsdag middag - og blev med det samme kastet ud i heden.
Med sig har Morten Kjærsgaard en række hjælpere, og via facebook fortæller Allan Henneberg, at der ved midnatstid amerikansk tid fortsat var hedt.
- Vi har nu været i gang i 10 timer. Starten på dagen har været en barsk bjergetape. Mange stigninger og sving, samt en masse regler og praktiske ting for crewdeltagerne at udføre. Vi har passeret Timestation 1 og har bevæget os ned i den flade del af Californien. Varmen nærmere sig 35 grader kl. 24.00 om natten. Humøret er højt og det har været godt for Morten at komme i gang, skriver Allan Henneberg.
Klokken 7 i morges dansk tid havde Morten Kjærsgaard passeret anden mellemtid efter ni timer og et kvarter. Da havde han tilbagelagt 233 km med en gennemsnitsfart på godt 25 i timen.
Da manglede han fortsat 4582 km. |