Skive

Under stor mediebevågenhed har Folketinget som bekendt vedtaget en meget vidtgående ændring i ægteskabslovgivningen. Ganske enkelt medfører det en ny definition af det ægteskabsbegreb, som har været gældende i årtusinder. Og det har den konsekvens, at to personer af samme køn nu kan blive viet og dermed også blive kaldt ægtefæller.

I forlængelse af vedtagelsen kunne man høre og læse, at mange mennesker nærmest havde jublet over denne såkaldte »sejr«. Man kunne også møde udtalelser som denne: »Nu fremstår Danmark frisindet igen«.

Nu er der imidlertid rigtig mange danskere, der bestemt ikke jubler, og som med sorg og smerte må erkende, at et hidtil meget værdsat ægteskabsbegreb nu er fuldstændig forvandlet. Om aftenen den 7. juni talte jeg med en 83-årig mand fra en anden egn af landet, og han sagde ganske spontant bl.a. følgende: »Hvad er det da for noget? Det er grusomt. Der er ingen fornuft i det. Det hører ingen steder hjemme, at to mandspersoner nu skal have lov til at adoptere børn (underforstået, at så får de ingen mor!)«.

Hvad skal man mene om dette? Mon ikke dette er det store spørgsmål også hos mange af dette blads læsere? Er denne lovgivning virkelig udtryk for et øget frisind? Eller er der også andre synspunkter, der kan anses for relevante?

Når det gælder frisind, må det vel være helt berettiget at anføre, at frisind nok betyder, at man vil give andre frihed til at tænke, tale, og handle anderledes end man selv gør, men samtidig må det være på sin plads at stille dette spørgsmål i den aktuelle sag: »Er det frisind, når lovgivningsmagten vil påtvinge kirken (biskopperne) at udarbejde et ritual for indgåelse af et ægteskab, som er i fuldstændig modsætning til kirkens bekendelse og praksis gennem hele dens eksistens siden aposteltiden for snart 2.000 år siden«?

Her må vi ikke lade os bedrage af mennesker, der tilsidesætter respekten for andres hævdvundne og helt berettigede opfattelse af ægteskabets indstiftelse fra Skaberens hånd. Derfor vil jeg gerne opfordre alle præster til at udnytte deres ret til fritagelse for at medvirke ved sådanne vielser.

I lighed hermed bør alle kirkeligt ansatte – organister, kormedlemmer, kirketjenere m.fl. - kunne fritages for at medvirke til noget, der giver dårlig samvittighed. Det vil i givet fald være frisind fra lovgivernes side. Men det er der på det nuværende lovgrundlag bestemt ikke tale om.

Endelig er det en naturlig følge af den ændrede lovgivning, at man som kirkegænger fremover ikke deltager i en gudstjeneste, hvis den forestås af en præst, der er villig til at foretage vielser i overensstemmelse med den nye tolkning af ægteskabsbegrebet.

Immanuel Fuglsang

Gudenåvej 168

7400 Herning