Fredag d. 15-06-2012 kl. 11:58
Der blev afsløret en række ulovligheder, da Fødevarestyrelsens rejsehold sammen med det lokale politi torsdag aften gennemførte en række aktioner på Skive-egnen.
Først blev det kritiske øje rettet mod en formodet smugkro i Balling, der har været holdt under observation i nogen tid. Kontrollen afslørede, at der ganske rigtigt blev serveret øl på stedet, hvor der blev truffet fire personer. Ejeren af smugkroen fik et påbud om at lukke og at få de nødvendige tilladelser i orden, før vedkommende åbner igen, fortæller vicepolitikommissær Jeanette Kolding fra lokalpolitiet i Skive.
Dernæst gik turen til en restauration i Salling. Her vurderede Fødevarestyrelsens folk, at der ikke var tilstrækkeligt styr på egenkontrollen af stedets frysere, hvilket medførte, at indehaveren fik en bøde.
Sidste stop var på en adresse i Vestsalling, hvor ejeren blev sigtet for at have etableret et ulovligt hjemmeslagteri. Også her blev egenkontrollen vejet og fundet for let, ligesom der befandt sig en kalv uden øremærke på stedet. Ejeren fik også påbud om at oplyse, hvor dyret kom fra, hvilket han ikke ville. Fastholder han det, koster det også en bøde.
I forbindelse med besøget fik politiet øje på en række våben, syv geværer og rifler i alt, der ikke blev lovligt opbevaret. Også det blev ejeren sigtet for, oplyser Jeanette Kolding. |