Rod og taktik om skat
Mandag d. 18-06-2012 kl. 11:51
Af Ole Dall

Masser af taktik. Masser af ord. Masser af rod om forhandlingerne. Og desværre alt for lille udsigt til en bred, holdbar løsning, der skaber vækst og job i det danske samfund.

Sådan tegner situationen sig på skatteområdet. Venstre og regeringen afviklede hen over weekenden en skyttegravskrig i offentligheden. Det er tydeligt, at der ikke er skabt et klima for konstruktive forhandlinger mellem parterne. Og det er ærgeligt, for når både regeringen og Venstre vil sænke skatten på arbejde, mindske erhvervsskatterne, holde en stram udgiftsudvikling for de offentlige udgifter og dæmpe stigningstakten på en række overførselsindkomster, så er det for ringe, at der ikke kan præsteres forhandlingsvilje til at nå et kompromis.

I stedet skændes man så om, hvem der skal have »aben« - skylden for at der ikke ser ud til at komme et forlig.

Rod i forløbet er der også, for på grund af tidligere forlig med DF må regeringen nu tilsyneladende opgive en lavere stigning i overførselsindkomsterne - i hvert fald frem til 2016. Det skulle ellers indbringe flere milliarder kroner, og det var et af de punkter, der for alvor skulle skabe flere i arbejde i regeringens plan.

Det er samtidig det punkt, som Enhedslisten klarest har afvist, men intet tyder på at et forlig med Enhedslisten vil skabe den vækst, som vil komme af lettelser af erhvervsbeskatningen.

På den baggrund må der knyttes et håb til, at de konservative og Liberal Alliance kan finde løsninger sammen med regeringen - nu hvor Venstre synes at være koblet fra.

Ender det med en skattereform med Enhedslisten stiller det også spørgsmålstegn ved regeringens muligheder for at få reformer af kontanthjælp, førtidspension m.v. på plads - det er områder, hvor man har satset på forlig med borgerlige partier.

Venstre har fejlet ved at forlange, at der nu skal forhandles ud fra Venstres seneste løse skitse. Partiet har overspillet kortene. Omvendt bør regeringen erkende, at en skattereform med Enhedslisten ikke vil kunne leve op til regeringens mål og ikke løse fundamentale problemer om skabelse af vækst og job.

Det er i den grad tid til sund eftertanke hos regeringen og de borgerlige partier. Et forlig, der trækker Danmark i positiv retning, må ikke opgives.
Mere debat i Skive Folkeblad
Bestil abonnement her
Kommenter artiklen

Søg på SkiveFolkeblad.dk

Loading
Annonce:

Læs avisen online

Tid & sted

find job i samarbejde med Ofir.dk

Skive Folkeblad | Gemsevej 7-9 |7800 Skive | Tlf. 97 51 34 11
E-mail: Annonce@skivefolkeblad.dk | Redaktion@skivefolkeblad.dk | Abonnement@skivefolkeblad.dk