Tirsdag d. 19-06-2012 kl. 11:13
Af Ole Dall
I Berlingske Business Magasins årlige magtanalyse over de mest indflydelsesrige danskere må statsminister Helle Thorning-Schmidt se sig overhalet af de radikales leder, Margrethe Vestager, der vinder førstepladsen på magtens top 100 her i landet.
Ser man på dansk politik det forløbne år giver det god mening, at Vestager ryger til tops. For et år siden så hun f.eks klart behovet for en efterlønsreform, og hun var parat til at indgå forlig herom med den daværende VK-regering.
Og samtidig stod hun fast på både efterlønsreform, reformer i det hele taget og ansvarlige økonomiske sigtelinjer, da hun efter valget skulle forhandle regeringsgrundlag med S og SF.
Dertil kommer så, at Margrethe Vestager langt bedre end Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal evner en stærk formidling af, hvad det danske samfund har brug for i disse år, og en del vælgere må sidde med en velbegrundet følelse af, at Danmark ville have fået en langt bedre og stærkere statsminister, hvis Vestager havde fået posten.
Det kom ikke i spil efter sidste valg, men det kan slet ikke udelukkes på et senere tidspunkt. Det skal huskes, at de radikale som socialt-liberalt midterparti ikke har taget evig plads i rød stue men altid skal være parat til at søge indflydelsen, hvor det er muligt.
Lige nu i disse dage hviler der også et tungt ansvar på Margrethe Vestager. Det bør aldrig blive en radikal holdning, at man for enhver pris skal indgå et skatteforlig. Det ser i øjeblikket ud til at der styres i retning af et forlig med Enhedslisten, men hvis indholdet bringer regeringens 2020 ambitioner om arbejdsudbud, reformer og sund økonomi i fare, og hvis afgørende bidrag - som lavere stigningstakt i overførselsindkomster - må opgives, så bør de radikale sætte hælene i. Hellere udsætte en skattereform end forpligte sig til en årelang middelmådighed af en reform med Enhedslisten, der helt åbenlyst ikke har de rigtige svar på udfordringerne i dansk økonomi.
Kommer en skattereform ikke nu, kan den komme senere, og helt tosset vil det være, hvis de radikale forpligter sig mange år frem på et sølle grundlag, for der skal nok komme nye muligheder for en reel og sund skattereform under den nuværende eller den næste regering.
Derfor bør Margrethes magt nu helt klart bruges konstruktivt til at sige »stop«, hvis der tegner sig helt uholdbare, svage løsninger i en reform med Enhedslisten. Og sådan ser det ud. Måske kan Venstre også komme på banen igen - partiet er under pres for at forlade hængekøjen. Under alle omstændigheder er ingen skattereform her og nu bedre end en dårlig reform. |