Lørdag d. 23-06-2012 kl. 17:00
Selvom målet for 150 turister aldrig blev nået, blev den planlagte bustur til Fur en stor succes.
Det fortæller en begejstret arrangør, Kurt Bach Nielsen fra Århus.
- Der er stor grund til at rose personalet på Fursund Færgekro. De fik sig selv og maden fragtet over i båd, og alle fik efterfølgende en dejlig dag i Fursund Hallen, siger Kurt Bach Nielsen.
Den planlagte tur til Fur måtte brat ændres, da den nye færge, Mjølner Fur, på grund af tekniske problemer måtte indstilles.
Reservefærgen Sleipner Fur var - og er fortsat - på værft i Hirtshals, hvorfor den ikke kunne overtage transporten over Fursund. Flere timers stop betød meget lang kø både på Fur og i Salling.
- Tiden løb, og der måtte gøres noget. Vi havde bestilt mad hos Fur Færgekro, så kroejeren Michael Toft fik hurtigt fundet en anden båd, så personalet og maden kunne blive fragtet over til os, fortæller Kurt Bach Nielsen.
Arrangementet blev derefter afviklet i Fursund Hallen i Selde, og for deltagerne var der tale om en meget hyggelig dag, selvom målet, Fur, aldrig blev nået.
- Nogle af gæsterne i bussen blev lidt mutte, da de fik at vide, at vi var nødt til at vende om og tage til Fursund Hallen.
- Men stemningen vendte snart, og alle blev glade, fortæller Kurt Bach Nielsen.
Kroejer Michael Toft stod sammen med nogle af turisterne for en spontan underholdning i Fursund Hallen:
- Michael Toft fortalte om Fur og historier om færgeriet. Vi lå alle flade af grin, det var virkelig et godt arrangement, synes Kurt Bach Nielsen.
De 150 turister er engageret hos fagforbundet 3F i Aarhus, hvor de er medlem af efterløns- og pensionistklubben. Det drejer sig om tidligere chauffører, lagerfolk, murere og tømrere, fortæller Kurt Bach Nielsen. |