KCL-afklaring
Onsdag d. 27-06-2012 kl. 11:25
Af Ole Dall

Med oplysningerne fra anklagemyndighederne om tiltaler mod eks-direktøren for KCL for bedrageri, forsøg på bedrageri, mandatsvig og dokumentfalsk går KCL-sagen ind i en ny og alvorligere fase.

Eftersom Per B. Jeppesen tidligere har erkendt at have stået bag en falsk faktura, som førte 62.500 kroner til hans egen konto - en handling der kostede ham direktør-posten - har der selvfølgelig aldrig været tvivl om alvoren i sagen.

Men naturligt nok gør det alle steder indtryk, at advokaturchefen for Økonomisk Kriminalitet er endt med at rejse en straffesag, der omfatter fem forhold. I to af disse forhold er der så yderligere to personer tiltalt.

Ingen er dømt før retten har talt, men når politiets langvarige opklaringsarbejde har ført til tiltaler om bedrageri, forsøg på bedrageri, mandatsvig og dokumentfalsk, så vidner det i hvert fald om med hvilken alvor anklagemyndigheden tackler denne sag.

Det kan også umiddelbart slås fast, at forløbet har vist, at det var godt for alle, at KCL-bestyrelsen - efter nogen tøven - endte med at gå til politiet med en anmeldelse.

Godt for alle fordi der i sådanne sager er brug for åbenhed og klarhed. For KCL, egnen, borgerne, eks-direktøren og alle andre.

Det havde ikke været holdbart at lukke øjnene eller feje under gulvtæppet, når KCL-bestyrelsens egen interne undersøgelse viste, hvad man opfattede som »uregelmæssigheder«.

Alle skal videre og alle kommer videre. Forude venter retssagen ved retten i Viborg med yderligere afklaring og klarhed på dagsordenen.
Mere debat i Skive Folkeblad
Bestil abonnement her
Kommenter artiklen

Søg på SkiveFolkeblad.dk

Loading
Annonce:

Læs avisen online

Tid & sted

find job i samarbejde med Ofir.dk

Skive Folkeblad | Gemsevej 7-9 |7800 Skive | Tlf. 97 51 34 11
E-mail: Annonce@skivefolkeblad.dk | Redaktion@skivefolkeblad.dk | Abonnement@skivefolkeblad.dk