Skive

Der var engang en havnefoged på Fur Havn. Det er der ikke mere. Hvilket bærer sine tydelige præg. Nå, siger man på kommunen. - Vi har da lige moderniseret betalingssystemet for sejlerfolket!

- Ja det har I. Hvilket betyder, at sejlerne af egen fri vilje skal indløse et plastickort, som ganske vist giver adgang til bad og vask, men som med lethed kan »glemmes«. Og jeg tror desværre, mange benytter denne »forglemmelse«. I pinsen (her afholdt vi muslingedagen) var der efter sigende 70 betalende sejlere. Hvad vi så med egne øjne, var en fyldt havn, fra fredag aften til mandag morgen.

Men jeg forstår dem egentlig godt. For hvad møder dem som det første, når de stævner ind? Misligehold og forfald.

Der var engang en havnefoged. Vi lokale siger også N.Å. Men ment som initialer. For siden Niels Åge har vi ikke haft en havnefoged, der passede havnen. Alt træværk blev malet, smurt eller tjæret. Hele havneområdet fremstod pænt og ryddeligt, og selv den gamle molerbro blev jævnligt spulet og rengjort for mågeklatter o.s.v.

Turisternes efterladenskaber blev omgående fjernet, og N.Å. var næsten altid at finde på havnen, hvor han anviste sejlerne den mest hensigtsmæssige havneplads, alt efter besøgets varighed. N.Å. var desuden altid parat med råd og vejledning. Alt som en havnefoged bør.

Nu mener man/vi, at havnen er blevet for lille, og at den skal udvides. Dette er sikkert både rigtigt og godt, men hvad kan det nytte med en ny og fin havn, når man ikke engang er i stand til at passe/vedligeholde den eksisterende havn? Jeg spø’r bare.

Der var engang en reservefærge. Stenøre hedder den. Nærmest som Fugl Føniks genopstod den hver gang, der var et eller andet galt med den nye Sleipner, eller denne skulle på land. Men Stenøre blev for gammel. Kasseret af myndighederne.

Der var engang en færge. Eller var det to? I hvert fald bygger man en ny færge. Næsten mage til Sleipner. Med motorer der fodres med biobrændstof. Topmoderne, jo jo. Og så tillige med det gode navn Mjølner. Mange vil vide, at Mjølner var Thors hammer. En hammer, som aldrig forfejlede sit mål, når Thor havde kastet den, og som altid vendte tilbage til Thors hånd.

Overført til færgen skulle den altså være i stand til at ramme sit mål i Salling for derefter at vende sikkert tilbage til Fur. Men selv en velfungerende Sleipner og en økologisk Mjølner kan altså ikke sejle på lutter intentioner og døde grise. Den menneskelige faktor, eller skulle jeg sige x-factor, har som altid en væsentlig betydning.

En dag hændte det da også, at Mjølner blev brødflov. Biotanken løb tom, hvorfor sejladsen ophørte. Nå, efter nogen tid fik man dog fjernet Mjølner fra færgelejet i Branden, og gode gamle Sleipner blev indsat på ruten. Én eller to ture. Det viste sig nemlig, at Sleipner havde været udsat for et lynnedslag (omtrent 14 dage tidligere). Kunne en ansvarlig overfartsleder have opdaget en sådan fejl lidt før? Jeg spø’r bare.

Hvorom alt er, var Sleipners elektronik delvist sat ud af funktion, og kun én motor kunne bruges. Kan man her sige dobbelt ups? Jeg spø’r bare.

Fursund Færgeri var nu totalt lammet, på trods af en spritny Mjølner og en ellers velfungerende Sleipner. Men hvor blev Stenøre af? Jo, den ligger, hvor den plejer. Men datoen er overskredet.

Men Mjølner fik slukket sin tørst og blev genindsat. Og Sleipner fik sit elektroniske system repareret. Nu skulle alle problemer altså være løst. To moderne færger til at besejle det lille sund. Super. Men ingen træer vokser ind i himlen. Sleipner skulle kølhales og kom på det tørre i Hirtshals. Og Mjølner fik igen kvababbelse (vist nok noget med et oliefilter).

Sejladsen gik igen i stå. Mjølner blev fortøjret ved brohovedet i Branden, og en modig mand sejlede »Æ sme’« over fra Fur. (Det skal her nævnes, at ved sidste færgestop havde en behjertet fisker sejlet elektriker, smed og værktøjer over i en langt sikrere muslingebåd. Det må man bare ikke ifølge Søfartsstyrelsen, hvilket én eller anden superidiot var så flink at gøre opmærksom på. På højeste sted. Resultat: Den flinke fisker blev kaldt til orden, med pålæg om nysyn af fiskefartøjet. Et syn som koster fiskeren adskillige tusinder kroner. Hvor dum kan man være? Jeg spø’r bare.)

Smede kunne/måtte desværre ikke udbedre skaden, hvorfor der blev skikket bud til Esbjerg efter bistand. Hele eftermiddagen gik. Uden sejlads. De eneste, der havde en smule fornøjelse ud af denne eftermiddag, var den tiltagende mængde på Slagbænken, undskyld, Sladderbænken på havnen.

Der var engang et vejnet på Fur. Asfalterede veje hvorpå man trygt kunne færdes. Dette er nu en saga blot. Undertegnede kører hver dag fra Nederby vest om kirken for at komme ned på havnen. Nu omtrent med helbredet som indsats. Et stort stykke af vejen er lap på lap, huller osv., og det har det været i adskillige år. Men der er måske ikke mere asfalt i kommunen? Altså efter at Skive har været der? Jeg spø’r.

Der var engang en borgmester. En furbo, eller i hvert fald herboende. Det er der ikke mere. Nu troner han på Skive Rådhus. Nyt og flot og stort. Men dog for lille. Bygger man så et nyt og større? Det gør man vel sagtens. Hvorfor ikke bruge det gamle sygehus. Så kunne man oprette en psykiatrisk afdeling i kælderen, for »ligesom« at samle det hele under ét.

Der var engang en ø. Kåret til Danmarks dejligste. Det er der ikke ret meget længere. For Furs vedkommende. For hvad kan vi tilbyde turisterne? En unik natur (så længe det varer). En lille lokal befolkning, som gør, hvad de kan, og derudover lutter forfald. Det kan vi ikke være bekendt.

Så gør dog noget for sagen! Byg den havn. Ansæt en fuldtids ansvarlig havnefoged. Få ryddet op, så vi igen kan leve op til ovennævnte titel. Men lad nu være med at »brande« flere millioner op. Med den nuværende kurs skal det hele nok »brænde« af sig selv, og så vil det blive svært, selv for en Fugl Føniks, at genopstå af asken.

Jens M. Dalsgaard

Bjerregårdsbakke 3 a

7884 Fur