Onsdag d. 27-06-2012 kl. 14:00
Det er ikke blot leverandører og kreditorer, der mangler penge efter dette års udgave af Skive Festival.
Indehaveren af Djurs Festival Food i Auning, Henning Madsen, mangler 1,4 millioner kroner, som han som stadeholder tjente på salg af mad og catering under festivalen.
- Efter festivalen deponerede jeg min omsætning hos Skive Festival, og siden aftalte vi, at jeg skulle have pengene på en check. Det er helt normal praksis på festivaler. Alternativet var, at jeg skulle gå rundt med 1,4 millioner på mig i kontanter. Jeg er dybt rystet over, at Salling Bank inddrager mine deponerede penge til at dække hullet i festivalens kassekredit med.
Det siger Henning Madsen, der har 25 års erfaring i sin branche, hvor han ofte har fået deponeret sin omsætning hos festival-ledelsen.
- Men aldrig nogensinde med et resultat som dette. Det er helt uhørt, og ingen i branchen har nogensinde hørt om noget lignende. Det er meget almindeligt, at pengestrømmene på danske festivaler går gennem festivalens ledelse. På den måde kan man også danne sig et samlet overblik over omsætningen. Men havde jeg og arrangørerne anet, at Salling Bank ville anse pengene for deres, havde vi da aldrig gjort det, siger Henning Madsen.
Skive Folkeblad skrev tirsdag om forlydender om, at Salling Bank har nulstillet Skive Festivals kassekredit på 4 millioner kroner.
Henning Madsen understreger, at pengene blev deponeret - opbevaret bag lås, slå og vagter på festivalpladsen - at han derfor ikke er hverken kreditor eller leverandør til Skive Festival.
Peter Vinther Christensen, direktør for Salling Bank, har læst Henning Madsens synspunkter.
- Som lovgivningen er, kan jeg desværre ikke udtale mig ud over det, jeg allerede har gjort i Skive Folkeblad i går, oplyser Peter Vinther Christensen, der tirsdag afviste at kommentere oplysningerne.
Læs også:
Skive Festival kan ikke betale sine regninger
Festival: - Situationen er meget alvorlig
Usikker fremtid for Skive Festival |