Skive

Af Ole Dall

Finansminister Henrik Sass-Larsen....

Sådan gik det som bekendt ikke. I sidste øjeblik - få dage før regeringsholdet blev præsenteret - trak Henrik Sass-Larsen sig som ministeremne. Helle Thorning-Schmidt accepterede på stedet, og hvorvidt hun påvirkede hans beslutning må vi afvente klarhed omkring.

Politiets Efterretningstjeneste (PET) kunne ikke give Henrik Sass-Larsen en pletfri sikkerhedsgodkendelse som minister.

PET mente åbenlyst, at Sass-Larsen havde været for tæt på rocker-kriminelt miljø og i mindst ét tilfælde benyttet en ledende Bandidos-rocker som en slags bodyguard. Henrik Sass-Larsen har en helt anden opfattelse af forløbet,og han fik en vis oprejsning med beslutningen fra Folketingets ombudsmand om, at det var forkert, at Sass-Larsen oprindeligt blev pålagt tavshed om sagen. Nu er PET-notatet - dog med visse passager iklædt sort tusch - offentliggjort, og så kan man igen spørge, om Sass-Larsens beslutning om ikke at blive minister var en overreaktion eller om S-formand Helle Thorning-Schmidt puffede til beslutningen for ikke at starte med en dum »sag«?

Man kan sagtens sætte sig ind i, at det har været umådeligt trist og uforståeligt for Henrik Sass-Larsen at få PET-anmærkningen, som bremsede hans ministerdrøm. Den tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen - som snart udtaler sig mere end den nuværende - mener, at den manglende sikkerhedsgodkendelse af Sass hviler på et tyndt grundlag.

Bonnichsen tilføjer, at Sass-Larsen måske ikke har opført sig som man forventer af en minister, men at det er et politisk problem.

Sandt er det, at tvivlsomt selskab i tvivlsomme situationer ikke kan anbefales for politikere med ministerdrømme, og det vil Sass og andre have lært af - også selvom vi selvklart ikke ønsker et samfund, hvor en politiker skal indkapsles i et »sikkert« miljø 24 timer i døgnet.

Politisk er Henrik Sass-Larsen tilbage som S-gruppeformand. Det står klart, at hans comeback ikke har standset Socialdemokraternes vælger-nedtur, og der er heller ingen grund til at tro, at en regering med Sass som finansminister havde været stærkere end den nuværende.

Det hører med til billedet af Sass-Larsen, at det i høj grad var ham, der var aktiv i planerne om at gøre S-SF til rygrad i et regerings-alternativ til VK-styret, mens han ikke udviste forståelse for, at de radikale selvfølgelig ville have indflydelse på kurs og indhold i en ny regering, hvis de skulle være med. Det var også Sass-Larsen, der totalt afviste en efterlønsreform - »det bliver over mit lig« - hvorefter han måtte kapitulere over for virkeligheden ved selv at stemme for efterlønsreformen i efteråret.

Det er således ikke stort politisk udsyn og taktisk fornemmelse, der i udpræget grad har tynget Sass-Larsen, men derfor kan man på det nye, foreliggende grundlag godt undre sig over både PET’s sikkerhedsvurdering og Sass-Larsens - og måske Thorning-Schmidts - efterfølgende beslutning.

Men det giver ikke større mening at tro, at Henrik Sass-Larsen som finansminister kunne have forhindret den S-nedtur, der så sent som i går gav sig udtryk i en meningsmåling, hvor Socialdemokraterne blot fik 15,9 procent af stemmerne - kun 3,6 procent mere end Enhedslisten og hele 8,9 procent mindre end S fik ved valget i september.