Skive

»SF er i regering for første gang, og der er allerede uro i både folketingsgruppe og bagland i partiet - det lover ikke godt for de økonomiske stramninger, der også venter forude. Hvad sker der med SF´s stabilitet og handlekraft, hvis eller når Enhedslisten pludselig bliver større end SF i meningsmålingerne«?

Sådan spurgte vi på denne plads den tredje oktober 2011, da S-R-SF regeringen blev lanceret, og det kan konstateres, at SF slet ikke har kunnet holde til at blive regeringsparti. Vælgermæssigt er man midt i en nedsmeltning - Enhedslisten er nu mere end dobbelt så store som SF. Der er åbenlys krise og oprør internt i partiet, og fremtrædende SF´ere optræder som rene amatører i forhold til, hvad der må forventes af et regeringsparti.

Kort sagt: SF er dumpet som regeringsparti. Det var letsindigt, at SF-ledelsen og S-toppen satsede så voldsomt på en S-SF akse i en ny regering, og for SF som parti er det hele blevet en mistrøstig affære.

Eksemplerne på SF´s besynderlige optræden som regeringsparti er mange:

Lige efter regeringsdannelsen valgte man Pernille Vigsø Bagge til den afgørende post som formand for folketingsgruppen. Det skete selvom hun kommenterede den nye regering på denne måde:

- Den nye regering er et flop. Tror måske ikke jeg er SF´er dagen ud!

Så var linjen ligesom lagt!

Der var så en lang fase, hvor SF af den økonomiske og politiske virkelighed - som partiet ikke havde forudset i valgkampen - blev tvunget til kolbøtter. SF blev som regeringsparti nødt til at stemme for efterlønsreformen, efter at partiformand Søvndal i valgkampen helt ubegribeligt havde kaldt folketingsvalget for en folkeafstemning om efterlønnen, som han ikke ville ændre.

Betalingsringen blev opgivet. Den var dårligt forberedt. Også andre mærkesager fra valgkampen blev opgivet, og allerede på landsmødet i foråret var der uro - og Enhedslisten overhalede SF i alle meningsmålinger.

Så kom regeringens skatteudspil. SF var sammen med S og R med til at foreslå, at der skulle være en lidt lavere stigningstakt for visse overførselsindkomster, og så skulle der være lettelser i skatten på arbejde, flere penge til de dårligst stillede pensionister m.v. Men SF-ledelsen gjorde for lidt ud af at få forklaret, at det efter »Carina« sagen stod lysende klart, at der er brug for en klar gevinst ved at gå fra overførselsindkomst til job.

Baglandet hos SF tog situationen forholdsvis roligt, indtil sidste fredags drama, hvor det endte med en skattereform sammen med V og K - og ikke sammen med Enhedslísten.

Regeringen fik næsten hele sit udspil vedtaget. Venstre og de konservative fik et par indrømmelser om rentefradrag og lettelser til pensionister der arbejder, men ellers fik regeringen sin vilje.

Men SF lod Enhedslisten sætte dagsordenen flere dage i træk, selvom det klare budskab jo var, at regeringen kunne få mest af sin politik igennem ved et forlig med V og K. Og SF gjorde ikke meget for at forklare, at det giver mening at belønne aktivt arbejde og dæmpe stigningstakten - og først fra 2016 - for visse overførselsindkomster. Danmark er jo fortsat et af de mest lighedsprægede lande i verden og har - og skal have - et højt socialt sikkerhedsnet.

Undervejs var der heller ikke ministerformat over Søvndal, der kom med nedladende bemærkninger om, at »korpulente« forhandlere fra Venstre var »kravlet hurtigt ned fra træet« i forhandlingerne.

Så fulgte et oppisket møde i SF`s landsledelse. Man var langt fra at rose SF for at have fået så meget af regeringens oplæg vedtaget - og i øvrigt leve op til målsætningen om bredt samarbejde. I stedet tog man bare en redegørelse til efterretning, krævede flere forlig med Enhedslisten og et bedre klima over for Enhedslisten vel vidende - eller blev det holdt skjult ? - at regeringen lige nu forhandler førtidspension og fleksjob med V og K.

Siden har der været følelsesladede opgør i SF-folketingsgruppen og masser af uro i baglandet og elendige meningsmålinger. Senest kræver en stribe byråds-og regionsrådsmedlemmer Søvndals afgang som formand.

Det er jo egentligt helt fint, at SF-ledelsen efter valget har set behovet for en stram økonomisk kurs og reformer, men det er helt tydeligt, at SF-toppen slet ikke har fået baglandet med på øvelsen. Og man må da også sige, at SF i valgkampen katastrofalt fik signaleret, at det var aftalen mellem S og SF, der skulle bygges på.

Tilbage står en konstatering af, at det gik som forventet. SF var som parti ikke moden til et regeringsansvar i en tid med stram økonomi og reformbehov. Og det udstilles for fuld skrue i disse dage.