Fredag d. 29-06-2012 kl. 11:17
Ifølge flere medier går der ikke penge ind på lønkontoen hos spillerne i Mors-Thy Håndbold i dag. Både sporten.tv2.dk og Morsø Folkeblad melder, at ligaklubben er i så store økonomiske problemer, at der er lukket for kassen.
Hos TV2 mener man, der i øjeblikket er et underskud på 1,7 millioner kroner, mens Morsø Folkeblad noterer, at tallet er på mindst halvanden million.
Klubben, som har den tidligere KCL-direktør Gunnar Bruhn Simonsen i direktørsædet, har angiveligt iværksat en stor redningsplan efter et krisemøde torsdag aften. Pengene skal sikre, at førsteholdet også spiller med i den bedste række efter sommerferien.
I udkanten af denne sag står så Skive fH. De rykkede selv ud af Ligaen efter en kval-finale mod TSM Ringsted, men kan teoretisk profitere af det økonomiske uføre, Mors-Thy er havnet i. Hvis Mors-Thy begæres konkurs af for eksempel spillere eller andre kreditorer, skal skifteretten se på sagen. Når den at blive afgjort med et konkurs-dekret inden sæsonstarten i september, vil det være Skive fH, som i første omgang får tilbudt den ledige plads i Ligaen.
SfH’erne står nemlig øverst på Dansk Håndbold Forbunds såkaldte reserveholdsliste, som tages i brug i tilfælde af konkurser eller udtrækninger. |