Fredag d. 29-06-2012 kl. 10:23
Tre kinesiske astronauter er tilbage efter mission, der gør det muligt at opbygge en rumstation.
Det kinesisk rumfartøj Shenzou 9 er fredag landet efter en rejse, der bragte den første kinesiske kvinde i Rummet og førte Kina et vigtigt skridt nærmere at bygge en rumstation.
- Vi er tilbage, og vi har det godt, lød astronauternes første melding ifølge nyhedsbureauet Xinhua, efter de tre besætningsmedlemmer var landet i et øde område af det nordlige Kina.
Den kinesiske regering kalder den to uger lange rumrejse et teknologisk gennembrud for landets rumprogram.
- Dette er Kinas længste og mest komplekse rumflyvning til dato, konstaterer australieren Morris Jones, der er ekspert i det kinesiske rumprogram.
Under missionen afprøvede Shenzou 9 en sammenkobling med et rummodul, der i forvejen var i kredsløb.
Det var et vanskeligt forløb, som blev afviklet. Det er afgørende for, at Kina kan realisere sin drøm om at bygge en rumstation.
- Ved at demonstrere, at de behersker disse procedurer, så indtræder Kina fuldt ud i klubben af stormagter, der har menneskelig tilstedeværelse i Rummet, mener den franske rumekspert Isabelle Sourbes-Verger.
Sammenkoblingsteknikken beherskede USA og Sovjetunionen allerede i 1960'erne.
Den kvindelige astronaut Liu Yang er under rumrejsen blevet hyldet i Kina som en helt. Den 33-årige astronaut er uddannet pilot i det kinesiske luftvåben.
/ritzau/AFP |