Vækstpagt: Sådan vil EU sætte gang i hjulene
Fredag d. 29-06-2012 kl. 07:43
10,3 pct. af EU's borgere stod i april uden job. Væksten i EU er nede på nul. Vækstpagt skal gøre forskellen.
EU's 27 stats- og regeringschefer vedtager fredag på deres topmøde i Bruxelles en vækst- og jobpagt, der skal sætte gang i hjulene igen og give millioner af arbejdsløse europæere - især de unge - håb om at få et job.

Den nye pagt skal skaffe mindst 120 milliarder euro (knap 892 milliarder kroner), der kan investeres i blandt andet byggeprojekter og dermed skabe arbejdspladser.

Vækstpagten får tre hovedpunkter:

* Større lånekapacitet til Den Europæiske Investeringsbank (EIB), der yder lån til for eksempel nye infrastrukturprojekter.

Medlemslandene vil skyde yderligere 10 milliarder euro ind i banken, som dermed kan yde lån for 60 milliarder euro mere end i dag.

* Et pilotprojekt med projektobligationer til en værdi af 4,5 milliarder euro, der som en slags statsgarantier kan bruges som til at finansiere vigtig infrastruktur inden for transport, energi og bredbånd.

* Frigørelse af 55 milliarder euro i form af "gamle penge" fra ubrugte midler i EU's strukturfonde for budgetperioden 2007-13. De skal nu bruges til jobfremmende tiltag i stedet for regionsstøtte.

Et fjerde element element i pagten er et muligt EU-patent med tilhørende patentdomstol, der skal sænke prisen for at søge patent i hele EU fra 240.000 kroner til 5000 kroner.

Men det ser fredag morgen nok engang ud til at være sparket til hjørne efter at være pillet ud af pagten.

/ritzau/

Søg på SkiveFolkeblad.dk

Loading
Annonce:

Læs avisen online

Tid & sted

find job i samarbejde med Ofir.dk

Skive Folkeblad | Gemsevej 7-9 |7800 Skive | Tlf. 97 51 34 11
E-mail: Annonce@skivefolkeblad.dk | Redaktion@skivefolkeblad.dk | Abonnement@skivefolkeblad.dk