Søndag d. 01-07-2012 kl. 17:00
Det har været kendt længe, og nu bliver det også til at se udefra.
Sparekassen Spar Salling har nu formelt og reelt skiftet navn til Den Jyske Sparekasse. I løbet af de seneste dage har håndværkerne således pillet de gamle skilte og logoet med borgen ned facaden på sparekassens filialer i Lem, Lihme, Ramsing, Rødding, Thise, Selde, Skive og Vinderup, og op er i stedet kommet Den Jyske Sparekasses navn og røde logo.
Den Jyske Sparekasse overtog Spar Salling, da den lokale sparekasse i april måtte opgive at fortsætte som selvstændigt pengeinstitut. Med overtagelsen har Den Jyske Sparekasse nu i alt 35 filialer med sammenlagt 450 medarbejdere fordelt fra Aalborg i Nord til Tønder i syd. Men trods sin størrelse vil sparekassen bestræbe sig på at fremstå både lokal og nærværende, lover de i en pressemeddelelse. |