Mandag d. 02-07-2012 kl. 20:00
Godt 100 Oddense-borgere og lokale virksomheder er klar til at støtte et byggeri ved Oddense Hallen med 1,1 millioner kroner.
Det er resultatet af en indsamling blandt beboere og firmaer i Oddense og Otting, og dermed er arbejdsgruppen bag halprojektet klar til at fortsætte bestræbelserne på at skaffe de i alt 6,8 millioner, man venter, det vil koste at udbygge og renovere Oddense Hallen.
Den selvejende institution Oddense Hallen har selv et beløb på 500.000 kroner at investere i projektet.
Formanden for arbejdsgruppen, gårdejer Alfred Brunsgaard, fortæller, at man nu skal i gang med at søge fonde. Der har været kontakt til Lokale- og Anlægsfonden, og der har været et møde med kultur- og fritidsudvalget i Skive Kommune. Begge har været positive overfor planen, men endnu er der ikke lovet tilskud. |