Skive

Af Ole Dall

Mens trepartsforhandlingerne kørte i havet, er det lykkedes for regeringen at følge reformsporet markant om energi, om skatten og senest med reformforlig om førtidspension og fleksjob.

Sidstnævnte reformer skal blandt andet sikre, at flere unge bliver raske efter psykisk sygdom eller lærer at leve med sygdommen, hvis den er kronisk, at flere får uddannelse og arbejde, og at der frigøres midler til uddannelse. Fleksjob-ordningen ændres, så det ikke længere er de højst lønnede, der får det største tilskud.

Reformsporet følges, og det er vejen frem for borgere og samfund i erkendelse af, det ikke er holdbart at fortsætte ad den vej, der nu har medført, at over halvdelen af Danmarks befolkning er på offentlig forsørgelse. Det handler også om ikke at opgive borgeres mulige bidrag til samfundet og øge deres selvværd ved at yde i det omfang, det er muligt.

Både skattereformen, energiforliget og reformerne om førtidspension og fleksjob er gennemført med brede flertal hen over den politiske midte. Det samme var tilfældet med efterlønsreformen, som VK-regeringen, de radikale og DF for godt et år siden blev enige om, hvorefter de samme partier plus S og SF vedtog efterlønsreformen i efteråret.

Der er således meget brede flertal bag de store reformer, og det er nyttigt for holdbarheden. Det er også tankevækkende og flot, at der under S-R-SF regeringens ledelse er kommet så mange reformer på plads på områder, hvor der gennem flere år har været behov for reformer - men næsten intet er sket.

Under Anders Fogh Rasmussen var det småt med reformer, og udover efterlønsreformen var der heller ikke mange, tunge reformudspil under Lars Løkke Rasmussens ledelse.

Det er godt, at V og K går med i reformerne nu, men det udstiller også, hvor lidt der skete på reformområdet, da de selv havde udspilsretten.

Det hører med i spillet, at S-SF som regeringspartier har vist sig mere positivt indstillet over for reformer, end der blev signaleret, mens de var i opposition.

Tænk blot på skattereformens vedtagelse om, at der fra 2016 skal ske en lidt mindre stigning af overførselsindkomster. Den slags turde VK-regeringen slet ikke overveje at spille ud med, og havde man forsøgt det for to år siden, ville S-SF med sikkerhed - og særdeles kontant - have afvist noget sådant.

På den måde kan det konstateres, at reformvejen har fået ganske gunstige vilkår, og det har så medført en stribe brede forlig på Christiansborg.

Et af problemerne har så været, at regeringen i alt for høj grad har øget eller indført afgifter og samtidig undladt at sænke virksomhederens omkostninger. Begge dele koster job, så en målrettet jobreform, der blandt andet gør op med diverse afgiftsstigninger og forbedrer virksomhedernes konkurrenceevne, må snarest komme på reform-dagsordenen.