Aftale fremfor blokpolitik
Onsdag d. 04-07-2012 kl. 12:34
Forhandlingerne om en skattereform førte frem til en stor bred skatteaftale. Den er jeg som socialdemokrat stolt af.

Der er en del, der har spurgt mig, hvorfor lavede I ikke aftalen med Enhedslisten? Svaret er faktisk ganske enkelt – vi forhandlede intenst med Enhedslisten, men efter Venstre først havde stillet en masse krav og var meget ultimative, inden Løkke tog til Rio, kom de på andre tanker og droppede stort set alle deres krav. Derfor kunne vi få gennemført en meget stor del af regeringens politik. Og politik handler nu en gang først og fremmest om at skabe resultater. Som socialdemokrat er jeg stolt af indholdet. Lad mig fremhæve fem punkter:

Vi letter skatten på arbejde markant både for folk med lave indtægter og med almindelige gode indtægter.

Vi skaber job her og nu ved at gøre det attraktivt for virksomheder og iværksættere at skabe job.

Vi giver en ekstra håndsrækning til folkepensionister og førtidspensionister med de laveste indtægter.

Vi finansierer reformen rimeligt og retfærdigt gennem bl.a. højere skat for banker, besparelser på forsvaret og en regulering af stigningen i overførselsindkomster, der bevarer købekraften og lidt til over perioden.

Vi beskytter danske løn- og arbejdsvilkår ved at fjerne de skattehuller, der undergraver den danske model.

Der har været meget fokus på, at overførslerne vil stige lidt mindre fra 2016 og nogle år frem. Overførslerne vil stadig stige i forhold til i dag, og det betyder, at folk vil fastholde deres købekraft og lidt til over perioden. Den lidt mindre stigning i overførslerne betyder, at vi har mulighed for at investere mere i at skabe arbejdspladser, og det, en dagpengemodtager allermest har brug for, er et job. Og så betyder reformen, at en dagpengemodtager eller kontanthjælpsmodtager får meget mere ud af det, når han eller hun får et job – ikke mindst hvis man er enlig mor eller far.

Socialdemokraterne vil selvfølgelig altid stå på mål for, at man skal have rimelige ydelser, også når man i en periode står udenfor arbejdsmarkedet – det vil den mindre regulering ikke ændre på. Desuden er det værd at huske på, at vi, lige da vi kom i regering, skrottede kontanthjælpsloftet og den særligt lave starthjælp.

Skatteaftalen er desuden endnu et eksempel på at Socialdemokraterne og regeringen ikke går efter ensidig blokpolitik som vi så det under VKO-perioden. Vi går efter at skabe de brede løsninger, der er bedst for Danmark.

Alt i alt er reformen et vigtigt skridt for at sikre, at Danmark har en solid økonomi, så vi også i fremtiden har råd til et stærkt velfærdssamfund med gode skoler, sygehuse og en værdig ældrepleje

Folketingsmedlem

Mogens Jensen (S)

valgt i Vestjyllands

Storkreds

Christiansborg

1240 København K.
Mere debat i Skive Folkeblad

Bestil abonnement her
Kommenter artiklen

Søg på SkiveFolkeblad.dk

Loading
Annonce:

Læs avisen online

Tid & sted

find job i samarbejde med Ofir.dk

Skive Folkeblad | Gemsevej 7-9 |7800 Skive | Tlf. 97 51 34 11
E-mail: Annonce@skivefolkeblad.dk | Redaktion@skivefolkeblad.dk | Abonnement@skivefolkeblad.dk