Kommunistforskrækkelse
Onsdag d. 04-07-2012 kl. 12:33
Hvis Ole Dalls leder 30.06. om Enhedslistens politiske grundlag havde været en eksamensstil, ville den sandsynligvis ikke have bestået. Begrebet »copy paste« eller at låne andres tekster uden at angive kilden er noget, man allerede i folkeskolen får at vide ikke er tilladt. Men lederen er tydeligt inspireret af den kampagne, der er i gang for øjeblikket især i aviser som BT, Jyske-Vestkysten og andre, der ligger tæt på partiet Venstre. At emnet så tydeligvis er misforstået, trækker også ned.
Om kommunistforskrækkelsen, så er der højt sat 500 medlemmer i de 3-4 kommunistpartier, der er i Danmark, og ingen af dem præger den politiske debat, så det er der ingen grund til at være bange for.
Det klasseløst samfund, som er Enhedslistens mål, er så langt fra de østeuropæiske statskapitalistiske partidiktaturer, man overhovedet kan komme. Vores vision er en gennemdemokratisering af samfundet, så vi alle i fællesskab tager de beslutninger, der i dag bliver taget blandt nogle få på direktionsgange, og som sker - ikke ud fra, hvad der er til fællesskabets bedste, men udelukkende for at få størst muligt afkast til aktionærer.
Det vil vi meget gerne lave om på, derfor arbejder vi for samfundskontrol med de vigtigste produktionsmidler.
Om de mange år, der måske vil gå, inden kapitalismen er endelig afløst af noget bedre, kan man sammenligne med de mange år, der gik, fra enevælden blev afskaffet, til det nogenlunde udfoldede demokrati, vi har i dag. Der vil nok også gå lang tid, før et økonomisk gennemdemokratiseret samfund har fundet sin form. I den proces vil sikkert også mange af de institutioner, der er udviklet under det kapitalistiske samfund, blive afløst af andre, der passer bedre til det udvidede demokrati, ligesom enevældens nattevægterstat blev afløst af den stat, vi kender i dag.
Hovedforudsætningen for at skabe et andet samfund er en aktiv folkelige deltagelse. Alle forsøg på ændringer uden er som bekendt endt i mindre frihed og større klasseforskelle. Den aktive deltagelse er nødvendig - også i den kamp mod arbejdsløshed og social nedskæring vi står med mod R-S-SF-regeringens borgelige økonomiske politik.
Det er kampen i hverdagen, der skaber forudsætningerne for mere grundlæggende forandringer.
Og lige nu er det kampen mod nedskæringerne på 3 mia. i skatteforliget og 1,9 mia i fleksjob-førtidspensionsforliget, foruden kampen for genopretning af de fire års dagpengeret.
Martin Mørch
afdelingskontakt for
Enhedslisten i Skive
Vejsmarkvej 16
Grættrup
7870 Roslev |