Onsdag d. 04-07-2012 kl. 14:00
Mens en del håndværkere og ufaglærte byggefolk i de seneste år har spejdet forgæves efter ledige job i Midt- og Vestjylland, kommer billedet til at se markant anderledes ud i de kommende år.
Det konkluderer en ny rapport, og derfor er regionens jobcentre nu gået sammen om en fælles indsats, som skal sikre, at der er kvalificeret arbejdskraft til de mange forventede job.
Det er de mange planlagte offentlige byggerier af sygehuse og uddannelsesinstitutioner, som ventes at skabe mangel på dygtige byggefolk de næste år. Og allerede i 2013 vil efterspørgslen på eksempelvis tømrere, murere og elektrikere stige markant, lyder vurderingen.
- Analysen viser, at vi står med en meget stor udfordring foran os, hvis ikke vi skal gøre os selv fuldstændig afhængige af arbejdskraft udefra. De store offentlige projekter er en god anledning til at få opkvalificeret arbejdskraften inden for byggefagene i regionen, samt at omskole ledige og ikke-faglærte fra andre brancher, siger formanden for Det regionale Beskæftigelsesråd, vice a-kasseleder Ole Jepsen, 3F Midtjylland. |