Onsdag d. 04-07-2012 kl. 08:23
I stilhed er Danmark holdt op med at tvangshjemsende irakiske flygtninge, som ikke frivilligt vil vende hjem.
En aftale mellem regeringen og de irakiske myndigheder fra maj 2009 betyder, at irakere med tvang kan sendes hjem til deres land. Men nu er aftalen i praksis sat ud af kraft. Det skriver Politiken.
- Vi har ikke udsendt irakere tvangsmæssigt siden efteråret 2011. Det er stort set umuligt, medmindre den afviste asylansøger medvirker frivilligt, siger Claus Birkelyng, som er vicepolitiinspektør i Rigspolitiets Nationale Udlændingecenter.
Iraks ambassade nægter nemlig at udstede rejselegitimation til modvillige, skriver avisen.
Siden 2009 er antallet af afviste irakiske asylansøgere i flygtningecentrene ellers faldet markant, fordi flere er blevet udvist. Et antal på flere hundrede i udsendelsesposition blev nedbragt til 42 sidste år, hvor der samlet blev tvangsudsendt 40 irakere.
Men med Iraks afvisning af at modtage tvangshjemsendte er tallet igen på vej op. Ifølge Rigspolitiet omfatter det nu 60 personer, som allerede for flere måneder siden orienterede Justitsministeriet om problemerne.
- Vi er bare ansvarlige for udsendelserne, og når det er umuligt, giver vi beskeden videre, så det kan tages op på ministerielt niveau, siger Claus Birkelyng til Politiken.
Socialdemokraternes fungerende politiske ordfører, John Dyrby, undrer sig over oplysningerne.
- Ministeriet må følge op over for de irakiske myndigheder for at få udredt det her, siger han.
Venstre og Dansk Folkeparti bakker op.
- Man burde have taget fat i den irakiske regering og fået det på plads lynhurtigt. Ellers risikerer man jo at sende et dårligt signal om, at afviste asylansøgere kan blive i Danmark unødig lang tid, siger retsordfører i Dansk Folkeparti, Peter Skaarup.
Andre lande står i samme situation som Danmark, og det bliver muligvis svært for den danske regering at overtale irakerne til at begynde at modtage de tvangsudsendte.
Det regionale parlament i selvstyret i Kurdistan blokerede allerede for flere år siden for tvungen hjemsendelse fra europæiske lufthavne - men i sidste måned vedtog parlamentet i Bagdad at gøre forbuddet landsdækkende.
/ritzau/ |