Myten bag pigen fra Ipanema fylder 50 år
Onsdag d. 04-07-2012 kl. 11:23
Sangen, der fik verden til at dreje hovedet, fylder 50 år i år, og den er stadig et hit, siger ekspert.
Når man gennem de seneste 50 år har nynnet "The Girl from Ipanema", har man ikke kunne undgå at drømme sig væk til en solrig sydhavsø, mens man drømte om den smukke pige, der går forbi.
Derfor skorter det ikke på tillægsord, når musikanmelder Klaus Lynggaard skal forklare, hvorfor sangen stadig er et hit.
- Fordi den er fængende, uforglemmelig og fordi det er en sang, som man kan huske, bare man hører den én gang.
- Den gør stort indtryk, den er meget smuk og fuld af graciøs poesi. Den har en særlig lethed og er lyden af sommer, siger Klaus Lynggaard.
I år er det 50 år siden, at musikskriveren Antônio Carlos Jobim så en fortryllende pige, da han sad på sin stamcafé Bar Veloso i Rio de Janeiro. Hun inspirerede ham til at skrive sangen, der siden har tryllebundet hele verden.
Jobim, der skrev musikken, blev efter sigende forelsket i teenagepigen og inviterede sin ven Vinicius de Moraes forbi caféen for at se hende. Efter at have ventet et par dage fik de hende endelig at se, og de Moraes var ligeså betaget som Jobim.
De Moraes skrev oprindelig sangen på portugisisk, mens Jobim skrev musikken. Senere blev den oversat til engelsk af Norman Gimbel.
I Brasilien var sangen et hit med det samme. Det store spørgsmål var derfor, hvem der var inspirationen.
Pigen er i dag kendt som Heloísa Pinheiro. Hun har efter sigende ikke tjent mange penge på musegerningen, for sangskriverne holder tæt på rettighederne.
Historien om, hvordan den dovne bossa nova sang blev til, har dog haft mindre betydning for sangens popularitet, fortæller Klaus Lynggaard.
- Myten har kun betydet noget for dem, der kender den. Sangen har klaret sig uden myten, men det er en smuk historie, og det gør den ikke dårligere, at pigen findes i virkeligheden, siger han.
/ritzau/ |