Torsdag d. 05-07-2012 kl. 18:41
Da en 49-årig mand fra Skive i december blev idømt halvandet års fængsel for blandt andet bedrageri, blev der blandt andet dokumenteret et foto af en motorsav, han havde annonceret med på hjemmesiden Gul & Gratis, hvorefter han havde solgt motorsaven, indkasseret pengene og undladt at sende nogen motorsav.
Skibonitten, som er dømt for berigelseskriminalitet - ikke mindst bedrageri - mange gange tidligere, går tilsyneladende ind for genbrug. I hvert fald benyttede han efterfølgende det samme foto til at lave samme svindelnummer én gang til på samme internetforum. Nemlig da han otte dage efter at have modtaget sin seneste dom fik en mand på Als til at indbetale 2500 på hans konto - igen uden at sende de to motorsave, handelen omfattede, den anden vej.
Derfor har den 49-årige på ny været hovedperson i en retssag ved Retten i Viborg. Her blev han fundet skyldig i bedrageri, selv om han bedyrede sin uskyld. Domsmandsretten lagde ved straffastsættelsen vægt på skibonittens lange straffeattest og det hurtige tilbagefald. Han blev idømt fire måneders ubetinget fængsel, ligesom han skal betale 2500 kroner i erstatning til den bedragne alsing. |