Torsdag d. 05-07-2012 kl. 11:50
Det skal være slut med tomme butikker i SønderCentret i Skive.
Sådan lyder ambitionen fra centerchef Steen Mikkelsen, som nu må konstatere, at fem butikker i Skives indkøbscenter står tomme. Derfor går han efter ferien sammen med centrets øvrige butikker i gang med at lægge en plan for, hvordan nye butikker kan blive trukket til.
- Jeg kan ikke sige en hel masse om det endnu, men i løbet af de kommende måneder vil det blive så attraktivt som aldrig før eller siden at etablere ny butik i SønderCentret, lover Steen Mikkelsen.
Samtidig involverer planerne en ansigtsløftning til facaden, ligesom der på længere sigt er tanker om at ændre parkeringspladsen, så den kan rumme flere biler i længere tid, røber centerchefen. |