Torsdag d. 05-07-2012 kl. 11:11
Der var solskin.
Øl i hanerne.
Gris på grillen.
Og sommerfodbold med masser af flotte mål på græsset.
Den kombination gjorde det i aftes svært at vride en muggen grimasse ud af nogen på Højslev Stadion. For-sjov-kampen mellem de to bedste klubber i Skive Kommune blev en fin oplevelse for alle, ikke mindst værterne, som spillede glimrende med og undgik en nedsabling som den fra 2011. Da vandt SIK med 11-0.
I aftes nøjedes favoritterne med 8-3, og det var alle fint tilfredse med. I HIF drømte træner Jens Nielsen om at lukke færre end 10 mål ind og få en kasse selv, og i SIK-lejren lød træner Michael Hansens ønsker inden kampen, at hans mandskab skulle score mest efter pausen, fordi han da selv kom på banen, og så skulle HIF have lov at komme på tavlen.
Det sidste var nogle af spillerne ikke enige med ham i, hvilket han tolkede som et sundshedstegn. Men om SIK’erne lod hjemmeholdet slippe lidt let til et mål eller to, var heldigvis ikke til at se. |