Skive

Af Ole Dall

Statsminister Margrethe Vestager.

Udenrigsminister Helle Thorning-Schmidt.

Socialminister Villy Søvndal.

Sådan gik det som bekendt ikke, da regeringsholdet skulle sættes efter september-valget, men som forløbet har været med regeringen, kan man i høj grad argumentere for, at det havde været en stærkere konstruktion i regeringens top end den, man landede på.

Villy Søvndal er stærkt presset som formand for et parti, der for første gang er i regering. Samtidig er han som udenrigsminister konstant på farten, og han har måttet overlade styringen af store dele af det indenrigspolitiske til skatteminister Thor Möger Pedersen og en ny uprøvet gruppeformand, Pernille Vigsø Bagge, der samme dag, som hun blev valgt, havde sagt, at regeringen var »et flop« ...

Som socialminister kunne Søvndal langt bedre have sikret sig tilstedeværelse på Christiansborg og dermed stærkere, løbende synlighed om linjen i den hjemlige politik - i stedet for at skulle feje op, når noget efterfølgende skulle forklares for partifællerne.

Margrethe Vestager scorer topkarakter i målinger af ministrenes indsats, og hun blev af Berlingske Business kåret som den mest magtfulde i det danske samfund. Hendes åbenlyse talent for formidling af budskaber ville samtidig have været en kæmpe gevinst for en regering med den radikale leder som statsminister. Med de radikales vilje til reformer - allerede under den borgerlige regering - er der samtidig troværdighed omkring Vestagers lancering af regeringens reformvej.

For Helle Thorning-Schmidt har statsministerlivet været en usædvanligt tornet vandring. Derimod har hun haft succes under EU-formandskabet, og hun kunne være blevet en glimrende udenrigsminister, idet hun tydeligvis har ekstra stort engagement og stor viden om det udenrigspolitiske.

I den hjemlige politik har statsministereffekten været udtalt negativ for Thorning-Schmidt og socialdemokraterne.

Valget i september sidste år var det ringeste for Socialdemokraterne i omkring 100 år, men siden da har partiet tabt yderligere og roder nu rundt med en opbakning på bare 15-17 procent af stemmerne. Det er helt katastrofalt for partiet.

Senest har en Megafon-måling for Politiken og TV2 så vist, at vælgernes tillid til Thorning-Schmidt er raslet ned siden valget. Kun seks procent af vælgerne svarer, at deres tillid til statsministeren er steget siden valget, og hos hele 55 procent er tilliden til Helle Thorning-Schmidt enten »faldet« eller »faldet meget« siden september-valget.

Det er dramatiske tal. Og det kan konstateres, at det i statsministerrollen slet ikke er lykkedes for S-formanden at formidle en synlig og klar politisk linje.

Sammen med SF må hun konstatere, at den ensidige satsning på S-SF-parløb før valget var en fiasko, som vælgerne fravalgte, og så måtte hun efter valget gøre op med flere tidligere standpunkter og erkende en økonomisk virkelighed. Hele det forløb gav i sig selv Helle Thorning-Schmidt en kaotisk start.

Her og nu kan der ikke ændres på rollefordelingen i regeringen, og Socialdemokraterne har aldrig siddet i en regering uden at have statsministerposten. Hvis partiet ved kommende valg skal rode rundt med bare 15-20 procent af stemmerne, kan det dog let blive aktuelt at fravige kravet om S-ledelse af regeringer med S-deltagelse - og lander man på det niveau efter næste valg, vil der også komme internt pres for at få et formandsskifte.

Også derfor er det ægte trængselstider for statsministeren.