Fredag d. 06-07-2012 kl. 11:48
Selv erklærer han, at der er større favoritter end ham selv til at vinde bjergtrøjen i Tour de France. Men skulle det lykkes for Team Saxo Bank-Tinkoff Banks Chris Anker Sørensen at samle point nok på de franske landeveje i de kommende uger, så tyder alt på, at den rødprikkede trøje bliver luftet i Skives gader fredag den 3. august.
Chris Anker Sørensen bliver nemlig det helt store trækplaster, når Team Designa Køkken-Knudsgaard for andet år i træk arrangerer gadeløb i midtbyen. Kun to ting kan forhindre ham i at stille op - enten en skade, eller hvis han skal erstatte en af de tre danske ryttere, som skal til OL i London. Her er Sørensen nemlig udpeget som reserve.
- Det bliver en stor dag, og vi forventer, han kan være med til at at trække mange mennesker i gaderne, siger Team Designa Køkken-Knudsgaards pr-konsulent Per Baadsgaard. |