Nye forligschancer
Torsdag d. 12-07-2012 kl. 11:12
Af Ole Dall

Blandt efterårets store politiske dramaer kommer finansloven for 2013 højt på listen.

Efter skattereform-forliget mellem regeringen, V og K, har der alt for mange steder været fokuseret ensidigt på mulighederne for et forlig om finansloven mellem regeringen og Enhedslisten.

Enhedslisten har selv fokuseret voldsomt på, at partiet ved et finanslovforlig skulle have krone for krone kompensation for skatteforliget - selvom f.eks. den lavere regulering af overførselsindkomster først træder i kraft i 2016.

Og så er de borgerlige partier blevet fremstillet som en enig front, der ikke vil forhandle reelt med regeringen - men blot satse på at vælte regeringen, hvis også Enhedslisten stemmer nej til den samlede finanslov.

Nu er flere nuancer heldigvis kommet ind i billedet, og da S-R-SF regeringen i dens grundlag selv skriver om, at »udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand«, så vil det jo i høj grad være i pagt med grundlaget og sund fornuft, hvis regeringen følger skatteforliget op med en finanslovaftale med borgerlige partier.

Det udelukker jo ikke, at der kan indgås aftaler med Enhedslisten om andre emner, men dybest set giver det jo ikke mening at udvande skattereformens positive virkninger med en mega-rød finanslov.

Sporene må også skræmme hos regeringen fra sidste års finanslovsaftale med Enhedslisten, hvor højere afgifter blev dominerende til stor skade for vækst og beskæftigelse.

Heldigvis opfordrer de konservative nu til en bred finanslovaftale. Partiet lægger vægt på at få en aftale, der fremmer virksomhedernes vækst og konkurrenceevne, og det burde tiltale regeringen, for det er i høj grad også, hvad den i regeringsprogrammet selv skriver, den vil arbejde for.

Desværre har regeringen og de konservative ikke flertal alene, men det kan ikke udelukkes, at Liberal Alliance også vil byde sig positivt til - og så er der flertal. Også selvom Venstre skulle blive i hængekøjen.

Som det længe var tilfældet med skattereformen, er Venstre godt nok »lang i spyttet« og båret af taktiske hensyn om at få væltet regeringen i en fart.

- Hvis de konservative vil til at være nyt parlamentarisk grundlag for Helle Thorning-Schmidt, så skal de være velkommen til det. Vi mener, at Danmark har behov for en ny regering, siger Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, i dag til Berlingske.

Igen flere toner om konfrontation end samarbejde fra Venstre, der med skattereformen ellers kunne se, at der her og nu er mulighed for indflydelse og reformer, som VK-regeringen ikke selv kunne levere.

Dansk Folkeparti har også budt sig til som mulig forligspartner om finansloven. Det er sværere at se som en realistisk mulighed. Som altid skal det være, hvad der samarbejdes om og ikke, hvem der samarbejdes med, der er afgørende, men DF synes mest opsat på at bruge finanslovforhandlingerne til nye krav i udlændingepolitikken, og det er ikke regeringens dagsorden.

Men samlet set er billedet mere nuanceret om efterårets finanslovforhandling, og der er i hvert fald ingen grund til, at regeringen helt eller halvt lader Enhedslistens få noget, der ligner vetoret. Åbenhed over for nye, brede forlig hen over den politiske midte og en politik, der skaber og ikke afskaffer job, skal på dagsordenen.
Mere debat i Skive Folkeblad

Bestil abonnement her
Kommenter artiklen

Søg på SkiveFolkeblad.dk

Loading
Annonce:

Læs avisen online

Tid & sted

find job i samarbejde med Ofir.dk

Skive Folkeblad | Gemsevej 7-9 |7800 Skive | Tlf. 97 51 34 11
E-mail: Annonce@skivefolkeblad.dk | Redaktion@skivefolkeblad.dk | Abonnement@skivefolkeblad.dk