Når hoveder skal hvile ...
Fredag d. 13-07-2012 kl. 14:22
Af Ole Dall
Røgen har ikke lagt sig fra Enhedslistens voldsomme angreb på regeringen efter skattereform-forliget og Henrik Sass-Larsens kontante angreb tilbage på Enhedslisten.
Det er forholdsvis usædvanligt, at en regering og dens parlamentariske grundlag råber så voldsomt og højt ad hinanden, men ser man regeringsgrundlaget for S-R-SF regeringen, er det jo også usædvanligt - men nødvendigt og forståeligt - at regeringen i den grad lægger op til brede politiske løsninger, og udgangspunktet i grundlaget er endda VK-regeringens økonomiske politik tilsat ekstra reformer. Og der er ikke meget af det, som Enhedslisten ønsker sig.
I en stille stund kan det så undre, at f.eks. SF efterfølgende i udtalelsen fra landsledelsen havde så utrolig travlt med at ærgre sig over, at det ikke blev til en skattereform-aftale med Enhedslisten. Og tilmed talte SF for »genoprettelse af det samarbejde, der prægede valgkampen«. Jamen, det var jo den gang, SF talte for et rent rødt flertal og ville gøre folketingsvalget til en folkeafstemning om efterlønnen. Et valg som SF tabte - så kom dog videre!
Den stille undren stopper ikke dér, når man nærlæser udtalelsen fra SF-landsledelsen lige efter forliget om skattereformen mellem de tre regeringspartier og V og K.
»Når fem partier indgår en aftale, må der nødvendigvis være elementer, som ikke er i overensstemmelse med partiets politik, og som må accepteres som en del af kompromisset. For SF gælder det den mindre regulering af overførselsindkomsterne, og at husejerne med de største boliglån ikke fik reduceret deres rentefradrag, som regeringen oprindeligt havde foreslået.«
Men SF-landsledelsen ser her helt bort fra, at den mindre regulering af overførselsindkomsterne jo var en del af regeringens eget skattereform-udspil! Som SF var med til at udforme! Ifølge det oprindelige udspil, skulle den lavere regulering endda have startet fra 2013, men på grund af et tidligere forlig på området med DF-deltagelse blev det ændret til 2016.
Det er meget opsigtsvækkende, at et regeringsparti efter et forlig går ud og tager afstand fra dele af regeringens oprindelige udspil, som i justeret form kom med i forliget ...
- Vi deltager i et andet spil, på et andet niveau og i en anden virkelighed nu, skrev SF-formand Villy Søvndal i et brev til alle SF-medlemmer om forskellen mellem at være i opposition og regering. Men han var selv med til at stemme for SF-landsledelsens udtalelse, som altså - udover forsøg på omfavnelse af Enhedslisten - lægger luft til dele af forliget, som var med i regeringens oprindelige udspil!
- Vi trænger alle til at hvile hovedet, skrev Villy Søvndal også til medlemmerne. Og førnævnte groteske landsledelsesudtalelse er unægtelig et eksempel på, at der er meget, der bærer præg af, at SF for første gang er i regering. Og det er ikke sikkert, at det klares med at hvile hovedet under blå sommerhimmel. Men det er da et forsøg værd! |