Fredag d. 13-07-2012 kl. 14:22
Hvis vi nu angriber en stor flok mennesker, der står i store problemer og kan risikere at miste forsørgelsesgrundlaget med de oplagte katastrofer, det kan medføre for den enkelte og familier - så kan vi måske fjerne fokus fra det alt overskyggende problem, at vi har mistet rigtig mange arbejdspladser, både på det private og det offentlige arbejdsmarked - og hvor er det lige, vi ser lys i mørket nu?
I månederne fremover ser vi resultaterne af den tidligere regerings »genopretningsplan«, og det bliver ikke smukt!
Det er nærmest patetisk at læse Andreas Steenbergs, R, »Synspunkt« i Skive Folkeblad den 10.07. Synspunktet fanger en fuldstændig udokumenteret artikel i Politiken, omhandlende lediges manglende lyst til at tage jobs i visse brancher, for derefter at styrte sig ud i selvros over skattereformen, som der hviler en tung »blå« skygge over bl.a. i forbindelse med manglende regulering af overførselsindkomster (mon A.S. har sat sig ind i dækningsgraden i dag?).
Chefredaktøren følger op den 11.07. For en gangs skyld kunne jeg være enig med Ole Dall i lederen et stykke af vejen: Det er vigtigt, at der bliver skabt sammenhæng i erhvervs-, arbejdsmarkeds- og den overordnede økonomiske politik. Men - igen skal der lige sendes et signal i forbindelse med retfærdiggørelse af halvering af dagpengeperioden.
Nej, O.D., den er ikke sammenlignelig med Sverige! Der er den fantastisk væsentlige detalje - som der på ægte blå vis ikke snakkes så meget om - at genoptjeningskravet er fordoblet (1924 timer til ny dagpengeret) nemlig 4 (FIRE) gange større end i Sverige. Det er da ikke uinteressant, vel? Hvis det ikke springer i øjnene på hverken A.S. eller O.D., så gå dog ud i virkeligheden og undersøg, hvordan arbejdsmarkedet er skruet sammen.
I samme ombæring blev beskæftigelsespolitikken formet, som om vi var i højkonjunktur med meget høj beskæftigelse - og det er der stadig ikke sket ret meget ved! Virksomhedsaktivering med god refusion til kommunen er i højsædet - men skaber det i sig selv jobs?
Jeg havde den naive forestilling, at den nye regering ville tage fat med det samme på at skabe en visionær arbejdsmarkedspolitik, hvor vi bl.a. kan imødekomme fremtidens krav til kompetenceudvikling og uddannelse. Men det lader vente på sig - det kræver ikke meget fantasi at se hvem, der hænger i bremsen!
S og SF’s krav om opblødning af dagpengesystemet, der skal løse problemerne for de mange mennesker, der trues af tab af dagpengeret, afvises af de radikale - der i sin tid var med i »genopretningspakken«. Genopretning?
Venlig hilsen
Elsemarie Trøst
Vester Fælled Vej 34
7800 Skive |