Skive

I et splitsekund blev Preben Pedersen klar over, at hans arbejdsplads ikke ville åbne igen i lang tid.

Han forlod pakkeriet hos slagteriet i Skive i den tro, at han skulle møde en time tidligere dagen efter for at indhente det forsømte.

- Men så snart jeg kom udenfor, og så hvad der var ved at ske, vidste jeg at det ikke var godt. Folk stod og snakkede. Dem, der var mest højrøstede og lavede mest sjov, var nok dem, der var allermest påvirkede af situationen. Jeg blev kun stående et par minutter. Jeg ville bare hjem.

Det var den 16. juli 2007. Om morgenen var den da 59-årige Preben Pedersen fra Vridsted mødt ind til nok en arbejdsdag i pakkeriet. Den lignede så mange andre. Men det var ikke så dårligt. Tværtimod.

- Jeg havde ikke min sædvanlige makker, så jeg stod ikke på min sædvanlige plads og skulle hjælpe afløseren lidt til rette, men vi havde haft en fin uge. Slagteriet var jo en fantastisk god arbejdsplads, syntes jeg

. Preben Pedersen var blandt dem, der var mødt senest den 16. juli. Han skulle derfor også blive længst.

- Jeg havde først fyraften klokken 15.30. De første i pakkeriet var mødt tidligere om morgenen for at gøre alting klar.

BÅNDET GIK I STÅ

Netop som det tidligste hold skulle til at vende hjemad, blev pakkeriet ramt at et mindre driftsstop. Båndet gik simpelthen i stå.

- Men vi kom i gang igen og tænkte ikke videre over det, fortæller Preben Pedersen, som havde travlt med at udveje frisk kød i kar, der skulle videre til forarbejdning på andre slagterier.

En halv times tid senere blev båndet ramt af nok et driftstop. Denne gang tog det lidt længere tid. Lyset gik også. Båndet kom i gang igen. Men snart var der problemer nok engang.

- De driftstop var uden tvivl et forvarsel om branden. De elektriske installationer var overbelastet, fordi der var for meget koblet på ét anlæg. Men det vidste vi jo ikke noget om, fortæller Preben Pedersen.

- Vi blev enige om, at vi blev nødt til at arbejde over dagen efter, så vi begyndte at tage af båndet og rydde op, så vi kunne møde en time før dagen efter og indhente det forsømte.

Da oprydningen var godt undervejs, ville Preben Pedersen køre et af sine kar med elevatoren ned. Men den virkede ikke.

- Jeg baksede lidt med den, men kunne ikke få den i gang. Senere tænkte jeg, at det var meget heldigt. Det havde ikke været så godt, hvis den var gået i stå på vej ned. Det var jo lige nedenunder, det brændte.

Det vidste Preben Pedersen bare stadig ikke noget om, selv om brandvæsenet nu allerede var på vej til slagteriet.

Alarmen var gået. Men der gik nogen tid, før de sidste ansatte, som endnu var i bygningen, blev hentet ud.

- Mange af dem, der egentlig skulle sørge for det, havde travlt med at forsøge at bekæmpe branden. Det bebrejder jeg dem ikke, siger Preben Pedersen, som understreger, at han aldrig nåede at blive bange.

- Det var først bagefter jeg tænkte på, hvad der kunne være sket, hvis jeg var kommet med den elevator...

Preben Pedersen og kollegerne på det sene pakkehold fik flere advarsler. Først fra en håndværker, som fortalte dem, at det brændte. Og nogle minutter efter fra et par stykker fra opskæringen, som råbte til dem, at der var nogle ruder, der var sprunget.

- Men det gik slet ikke op for mig, hvad der var i gang. Heller ikke da vi så røg ved de øverste vinduer. Jeg troede simpelthen ikke, det var noget særligt, fortæller han.

Derfor fortsatte han oprydningen i god ro og orden.

- Der var også dagens papirarbejde, vi skulle have gjort færdigt. Papirerne skulle jo sendes til hovedkontoret bagefter. Så dem skulle vi lige have samlet og låst ned først.

ET STORT CHOK

Da Preben Pedersen mente, at alt var ved at være klart til dagen efter og det forventede overarbejde, gik han ud i gården.

- Da blev jeg virkelig chokeret. Der stod jo masser af folk. Jeg var en af de allersidste. Og der var allerede mange brandbiler. Jeg havde ikke lyst til at blive.

Hjemme blev hans værste anelser til absolut vished, da han så nyheder i tv senere på aftenen. Så da han mødte op på slagteriet dagen efter, kendte han godt på forhånd udfaldet af mødet.

»Frtistillet. Force majeure. Vi forsøger at skaffe jer arbejde«.

Ikke den mest betryggende melding til en 59-årig mand, der havde forestillet sig at arbejde fire-fem år endnu, og akkurat ikke havde nået den tidligste efterlønsalder.

Men efter små tre måneder fik Preben Pedersen arbejde i Herning, hvor der blev oprettet særlige weekendhold. Senere gik turen til Skive igen.

- Det var nok dumt. Jeg havde jo fået et godt job på slagteriet i Herning. Men jeg ville gerne tilbage til Skive. Det betød, at jeg endte med at komme på efterløn som 61-årig. Det var lige tidligt nok.

Til gengæld fik Preben Pedersen lov at slutte sin helt egen ring. På kreaturslagteriet, hvor han havde været ansat de første godt 30 år af sine i alt mere end 36 år hos Danish Crown.

- Det var dér, jeg startede. Også i pakkeriet. Nu blev der startet en produktion op med grisehoveder til Asien. Jeg var glad for at være tilbage. Men desværre gik der kun 13 måneder. Så fandt de ud at det kunne gøres billigere et andet sted, siger Preben Pedersen.

SER STADIG KOLLEGERNE

I dag er Preben Pedersen 64 år. En lang karriere som fodboldtræner er lagt på hylden sammen med arbejdslivet. Den japansk inspirerede have hjemme i Vridsted og børnebørnene er nu med til at fylde kalenderen.

Men det er de gamle kolleger fra slagteriet også.

- Vi ser stadig mange af dem. I efterlønsklub, til bowling og privat, fortæller Preben Pedersen.

- Jeg tænker på min tid på slagteriet i Skive som rigtig god. Og slagteriet var i alle årene en vigtig virksomhed for Skive. Hvert år kom der i hvert fald 15-20 unge mænd i arbejde dér, som ellers ville være røget i større problemer og tabt. Nu fik de i stedet et godt arbejde i et godt fællesskab. Folk tog sig af hinanden. Der var en rå tone, men den var også hjertelig.

Læs artiklerne om slagteribranden i 2007 her