Søndag d. 15-07-2012 kl. 17:00
Hjælp fra offentligheden førte torsdag politiet på sporet af en mand, som mistænkes for at have stjålet to biler i Skive inden for de seneste dage. En bekendt til ejeren af en rød Toyota Corolla, der onsdag blev stjålet i Christiansgade i Skive, så onsdag aften bilen i Balling, og torsdag klokken 17.30 så et vidne så, at en person netop havde stillet bilen på Enghavevej i Skive og til fods bevægede sig i retning mod Jyllandsgade. En hundepatrulje kørte til Enghavevej, hvorfra hunden blev sat på sporet af gerningsmanden.
I mellemtiden fik politiet en anmeldelse om, at der var blevet stjålet en mørkeblå Suzuki-personbil fra en garage i Ringparken ikke langt derfra.
Hundepatruljen nåede til Jyllandsgade, hvor man gik ind i en opgang, hvor et ungt par ved 18.20-tiden netop var kommet hjem. Parret havde intet med de stjålne biler at gøre, men idet politifolkene var på vej ud af opgangen, kom en mand ind, som svarede til signalementet af manden, som havde forladt den stjålne bil på Enghavevej. Udenfor holdt nu den mørkeblå Suzuki med knust siderude, opbrudt tændingslås og en skruetrækker på passagersædet, fortæller vicepolitikommissær Jeanette Kolding fra lokalpolitiet i Skive.
Manden blev anholdt, sigtet for begge brugstyverier, ligesom han blev sigtet for at have kørt i Suzukien, selv om han var påvirket af euforiserende stoffer. Der er tale om en 38-årig mand fra Skive, der så sent som i onsdags blev sigtet for en anden forbrydelse - et forsøg på tyveri på Rusmiddelcentret i Skive. |