Politi affyrer gummikugler i Madrid-optøjer
Fredag d. 20-07-2012 kl. 02:23
Tusindvis protesterede torsdag mod den spanske regerings planer om at svinge sparekniven.
Kampklædt politi har natten til fredag affyret gummikugler mod demonstranter i Madrid. Flere hundredtusinder deltog torsdag aften i en massedemonstration mod regeringens varslede budgetnedskæringer.

Langt hovedparten forlod pladsen Puerta del Sol i centrum af byen efter demonstrationen, men adskillige blev tilbage og kom i karambolage med politiet, som med gummikugler og kniplerne trukket forsøgte at sprede mængden.

Det spanske parlament godkendte torsdag regeringens forslag til nedskæringer i de offentlige udgifter. Dermed kan den konservative regering anført af Mariano Rajoy gå i gang med at slibe sparekniven og foretage nedskæringer på 65 milliarder euro.

Statens indtægter skal styrkes, blandt andet sættes momsen op, og det møder stor modstand hos mange spaniere.

- Det er tyveri, Rajoy stjæler fra os, råbte demonstranterne i Madrid.

Finansminister Cristobal Montoro lod sig ikke påvirke.

- Statskassen er tom. Vi har ikke flere penge til offentlige udgifter, fastslår han.

Den spanske økonomi ventes at skrumpe med to procent i år. En fjerdedel af arbejdsstyrken har ikke noget at give sig til, og bankerne overlever kun med hjælp fra de andre EU-lande.

/ritzau/AFP

Søg på SkiveFolkeblad.dk

Loading
Annonce:

Læs avisen online

Tid & sted

find job i samarbejde med Ofir.dk

Skive Folkeblad | Gemsevej 7-9 |7800 Skive | Tlf. 97 51 34 11
E-mail: Annonce@skivefolkeblad.dk | Redaktion@skivefolkeblad.dk | Abonnement@skivefolkeblad.dk