Mandag d. 23-07-2012 kl. 11:30
Af Ole Dall
Dagblade skal tage afsæt i virkeligheden i deres dækning, og som bekendt rummer også den lokale erhvervsvirkelighed op- og nedture, solstrejf og alvorlige udfordringer. Sådan er virkeligheden, og næsten alle brancher har i bare de seneste 10 år oplevet både glade og alvorlige stunder.
Heldigvis er der - også under krisen - solstrejf og positiv udvikling at berette om, men virkeligheden er altså også, at det undertiden går skævt lokalt - f.eks. i form af en konkurs. Det er i sådanne tilfælde også en helt naturlig avisopgave at orientere herom.
For nylig har Skive Folkeblad orienteret læserne om, at JSM Maskinfabrik i Balling var gået konkurs. Det medførte forleden et læserbrev med kritik af artiklerne, men der er sagligt, oplysende og redeligt berettet om konkursen, og når man indhenter relevante oplysninger og vinkler ved at grave et par spadestik dybere, skal disse informationer naturligvis også viderebringes til læserne.
I den aktuelle sag har Skive Folkeblad orienteret om, at JSM Maskinfabrik er gået konkurs, at et nyt selskab har overtaget fabrikken og 11 af de ansatte. Og da konkursboets kurator, advokat Arne Ruskjær, kunne oplyse, at der lige før konkursen blev flyttet 875.000 kroner til søsterselskabet, som havde et tilgodehavende i JSM Maskinfabrik, tilføjede han, at man ikke op til en konkurs må favorisere nogle kreditorer frem for andre.
Advokaten mente derfor, at andre kreditorer dermed er blevet snydt for et stort beløb, som ellers ville have været i konkursboet. Og advokaten har skrevet til søsterselskabet med krav om at få pengene tilbagebetalt til konkursboet - og sker det ikke, kommer der en retssag.
Det er naturligvis særdeles relevante oplysninger at viderebringe til læserne. Skive Folkeblad ville netop fejle, hvis man fortiede den slags væsentlige oplysninger.
Virksomheders virkelighed skal følges - både når det går godt, og når der er problemer. Og væsentlige vinkler skal ikke fejes under gulvtæppet. De skal frem til læserne.
Både aktuelt og i fremtiden vil blandingen af solstrejf og problemer uden tvivl fortsætte i erhvervslivet - også lokalt. Vi glæder os som avis - lige som alle andre - når det går godt lokalt, men det er også en forpligtelse at skrive om problemer og udfordringer.
Virkeligheden er hverken glansbilleder eller mørkemænd. Nuancerne og mangfoldigheden skal med. Både når det går godt, og når der er problemer. Det er virkeligheden.
Læs også Påstande og insinuationer |