Mandag d. 23-07-2012 kl. 09:15
Endnu engang lykkedes det at få flere tusinde til at besøge Virksund Kræmmermarked. Vurderingen lyder på 10.000 gæster i havneområdet i løbet af de fire dage, markedet har fundet sted.
Det siger formanden for kræmmerne, Lindy Ganderup, medlem af Virksund Borgerforening og formand for den lokale grundejerforening.
I alt fem lokale foreninger stod for arrangementet, og Lindy Ganderup glæder sig meget over, at foreløbig 60 kræmmere har betalt depositum med henblik på at sikre deres deltagelse ved næste års kræmmermarked i Virksund.
- Det er gået helt forrygende godt!
På forhånd havde arrangørerne frygtet vejret, der satte et trist præg på noget af arrangementet sidste år. Om det netop afviklede marked siger Lindy Ganderup:
- Vi fik lidt vand torsdag eftermiddag og lidt fredag. Vi har endnu ikke afregnet med p-vagterne, men vurderingen er, at vi har haft cirka 10.000 inde på pladsen, og det er godt. |