Skive

Af Mogens Flyvholm

Johanne Schmidt Nielsen, har på det sidste nærmest ligget vandret for at forsikre alverden om, at revolutionen alligevel ikke venter lige om hjørnet. Men for Socialdemokraterne og SF er det ikke nok. Skaden er allerede sket.

Når revolutionssnakken kan ramme Socialdemokraterne, hænger det sammen med den indflydelse, som landspolitikken har på lokalpolitikken. Al erfaring viser, at et partis landspolitiske succes eller fiasko på en eller anden måde har afsmittende virkning på de resultater, der opnås lokalt.

Om 15 måneder er der valg til landets kommunalbestyrelse, og i den forbindelse kan Socialdemokraterne risikere at miste borgmesterposter rundt omkring i landet. Ved sidste valg havde partiet medbør, og ved godt politisk håndværk lykkedes det også at omsætte et pænt valgresultatet til 49 borgmesterposter. Dermed er Socialdemokraterne det største kommunalpolitiske parti, da det blot lykkedes Venstre at få 31 poster, og selvom man tæller de 12 konservative borgmesterposter med, har Socialdemokraterne flere poster end de to borgerlige partier tilsammen.

I weekenden beskrev Politiken, hvad der ville ske, hvis effekten fra landspolitikken slog igennem lokalt. Avisen kunne oplyse, at ved sidste kommunalvalg fik S og SF 45 procent af stemmerne. I øjeblikket ser det ud til, at de to partier står til blot 26 procent, og skulle landstendensen slå igennem med blot det halve, konkluderer Politiken, at socialdemokratiske borgmestre vil falde på stribe.

Selvfølgelig kan både Socialdemokraterne og SF håbe på, at situationen vil ændre sig i løbet de 15 måneder, der er til kommunalvalget. Men det er en tung skude, de to partier skal have vendt i et å-løb, fordi der ikke umiddelbart er noget, der tilsiger, at presset fra Enhedslisten vil tage af, selvom revolutionssnakken skulle fade ud. Over for det står så kravet om de nødvendige politiske reformer, som det radikale regeringsparti vil kæmpe for, og det er svært at forestille sig, at der her vil tale om traditionel rød politik.

Regeringskonstruktionen med Enhedslisten som parlamentarisk grundlag var og er en dristig konstruktion. Den førte politik følger meget godt den vej, der blev udstukket i regeringsgrundlaget. Men undervejs har den krævet sine ofre. Derfor kan der selvfølgelig godt spekuleres i, om tendenserne i meningsmålingerne ændrer sig og bliver anderledes for Socialdemokraterne og SF.

Spørgsmålet er dog, om SF har politisk råstyrke til at stå distancen. Det er især SF, der har haft svært ved at stå imod den negative effekt, der er en følge af Enhedslistens succes.