Placering af affaldsdepot
Onsdag d. 25-07-2012 kl. 11:17
Den politiske debat omkring placeringen af landets radioaktive affald har været mistænkeligt lavmælt, ministerierne har skubbet aben fra det ene til det andet.

Egentlig burde det vel være Indenrigsministeriet, der havde den, eller Videnskabsministeriet, under hvem Risø hører, eller hvad med Miljøministeriet, det er dog en miljøsag af de store, men nej ingen af dem har lyst til at tage ansvar for aben, så paradoksalt nok er problemet skubbet over i Sundhedsministeriet, hvor man så nu får lov at bakse med det.

Socialdemokraternes sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen udtalte tirsdag på forsiden af Bornholms Tidende, at vi da alle må kunne forstå, at det er sikkerheden, der skal være i højsædet, og at vi alle må tage et ansvar også for ubehagelige sager. Her kan man ikke tage hensyn til turistinteresser, erhvervsinteresser eller signalværdier. Det er jo vores sikkerhed det gælder, hævder sundhedordføreren, uden dog at præcisere, hvis sikkerhed han tænker på, og så kommer eftersætningen - i øvrigt er affaldet ikke farligt, så det vil folk såmænd nok hurtigt vænne sig til at leve med, når det ligger trygt og godt i slutdepotet.

Nu er det så, vi spørger fra udkantsdanmark. Hvis affaldet ikke er farligt, hvorfor kan det så ikke blive liggende på Risø, hvor det ligger? Risø var oprindeligt med på den liste på 22 steder, som GEUS, statens rådgiver i geologiske anliggender, udpegede, så det må altså være muligt at bruge det område.

Hvis der skal tages et ansvar, og det skal der jo, hvorfor er det så de i forvejen problemfyldte udkantsområder, der skal tage det ansvar. Det er jo Risø, der i mere end 50 år har nydt godt af udviklingen og arbejdspladserne omkring værket, og det er Risø, der har oparbejdet affaldet, så må det vel være stedet, hvor ansvaret ligger.

Endelig udtaler Flemming Møller Mortensen, at beslutningen skal tages på et sagligt grundlag og ikke efter en slåskamp mellem kommunerne eller højtråbende protester.

Vi er alle i udkantsdanmark enige om, at beslutningen skal tages på et sagligt grundlag, men det saglige grundlag må også inkludere områdernes udviklings- og erhvervsmæssige muligheder og interesser.

Vi kunne godt tænke os en uafhængig, videnskabelig høring, hvor det politiske måtte tie til fordel for fornuft, ret og rimelighed.

Kirsten Mortensen

næstformand i

foreningen Bornholm

mod atomaffald

Nordskovvej 9b

3700 Rønne
Mere debat i Skive Folkeblad

Bestil abonnement her
Kommenter artiklen
For at kommentere artiklen skal du enten være oprettet som bruger eller kommentere ved hjælp af din profil på Facebook, Google eller Twitter.
Første gang, du kommenterer, vil du blive bedt om at verificere din e-mailadresse. Først herefter bliver din kommentar synlig.
comments powered by Disqus

Søg på SkiveFolkeblad.dk

Loading
Annonce:

Læs avisen online

Tid & sted

find job i samarbejde med Ofir.dk

Skive Folkeblad | Gemsevej 7-9 |7800 Skive | Tlf. 97 51 34 11
E-mail: Annonce@skivefolkeblad.dk | Redaktion@skivefolkeblad.dk | Abonnement@skivefolkeblad.dk