Skive

Af Mogens Flyvholm

Det er selvfølgelig positivt, at lovgiverne - læs folketingsmedlemmerne - følger med i, hvad der sker i den verden, der er uden for Christiansborg. Dog kan politikernes interesse også gøre, at en sag med megen mediefokus bliver til et lovinitiativ, og medieinteressen alene synes at veje tungere end det saglige i loven.

Da der hen over sommeren 2009 var særdeles megen medieomtale af bidske hunde, der overfaldt sagesløse mennesker, trådte daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen i karakter. Den 7. august beordrede han, at de såkaldte muskelhunde skulle forbydes.

11 måneder senere - juli 2010 - var statsministerens ord blevet lov, da VK-regeringen sammen med den skjulte regeringsmakker, Dansk Folkeparti, vedtog en ny hundelov, der forbød hele 13 hunderacer. Et ekspertudvalg advarede mod loven.

Nu er der så gået to år, og med udgangspunkt i tal fra Ulykkes Analyse Gruppen ved Odense Universitetshospital kunne Jyllands-Posten forleden meddele, at lovgivningen om forbud mod muskelhunde overhovedet ikke havde nedsat antallet af bidske hundeangreb. Faktisk var der tale om en stigning antallet af hundebid i 2010 og 2011 i forhold til årene forud.

Det kan ikke komme bag på nogen, at det er en del af hundens adfærd at bide. Det bør heller ikke komme bag på nogen, at afrettelsen af en hund - hunde opdrages jo ikke - er betinget af ejerens evne til at påtage sig ansvaret som hundeejer. Flere eksperter vil endda mene, at ejerne er problemet mere, end hunden er det.

Men uanset hvad, så har oplysningen om, at loven om forbud mod et antal hunderacer ikke har mindsket antallet af hundeangreb, gjort, at politikerne nu atter har meldt sig på banen, blot med omvendt fortegn så at sige. Dennis Flydtkjær, der er dyrevelfærdsordfører for Dansk Folkeparti, vil have loven lavet om nu. Dansk Folkeparti tøvede ikke med indgreb, da folkestemningen var imod muskelhundene. Nu går folkestemningen tilsyneladende lidt i en anden retning, hvorfor Flydtkjær ikke kan få loven ændret hurtigt nok, skønt den skal evalueres om et år.

Selvfølgelig et det ikke i orden, hvis hundeejere ikke afretter deres hunde, og en uheldig hundeadfærd sætter sig spor i ulykkesstatistikkerne. Men både hundene og deres ejere fortjener, at politikernes lovgivningsarbejde ikke lader sig præge af medieomtale og deraf fødte folkestemninger. Lad derfor loven virke, indtil den skal evalueres, og lav så den planlagte evaluering på et sagligt grundlag.

Vi skal passe på hunden, men vi skal så sandelig også passe på politikerne.